Efter seks år med salg af Ovlac-plove på hele Sjælland har Koldsø Smede- og Maskinservice ved Høng i Vestsjælland valgt at opsige samarbejdet med Farmimplement ApS på Mors. Det oplyses i en fælles pressemeddelelse fra de to virksomheder.

- Vi har haft et fantastisk godt samarbejde med Farmimplement ApS, men som tingene har udviklet sig, har vi fået lidt forskelligt syn på strategien og fremtidige krav, og derfor har vi valgt at stoppe samarbejdet uden at smække med dørene, fortæller Jesper Koldsø

Jens Iversen fra Farmimplement ApS har modtaget opsigelsen fra Koldsø Smede- og Maskinservice med respekt og udtaler:

- Vi har haft et fantastisk samarbejde med Jesper Koldsø. Han har været en stor brik i udvikling af vores plove og udstyr, og det er vi ham dybt taknemmelig for, og vi er kede af hans beslutning. Vi har bestemt ikke haft planer om at skulle ud i en ny struktur på Sjælland, men nu bliver vi så tvunget til det.

- Samarbejdet afsluttes med gensidig respekt og med mindst mulige gener for vores kunder, lyder det slutteligt i pressemeddelelsen, hvor det også fremgår, at forpligtelserne på de solgte plove fremover vil blive afholdt af Farmimplement ApS.