TBS Fyn havde en el-traktor parat
Fredag den 23. maj blev der holdt Åbent Hus hos TBS Fyn i Tommerup. Blandt meget andet var det muligt at prøve en el-traktor.

Der findes allerede flere elektriske Fendt-modeller. Det er Fendt e107V, som her ses i midten, det var muligt at prøve til Åbent Hus hos TBS Fyn. Pressefoto
Den findes, og den arbejder allerede hos udvalgte testkunder i flere lande, den nye Fendt e107 Vario el-traktor, men endnu er der ikke mange, der har set den i praksis og da slet ikke selv prøvet at køre den.
Det blev der rettet op på, da TBS Fyn i Tommerup holdt Åbent Hus fredag den 23. maj. Der stod der nemlig en demo-traktor parat til gæsterne.
Også interesse fra det primære landbrug
Det er en Fendt e107 V, hvor »V« afslører, at der er tale om en smalsporet version. Traktoren har 75 hk (90 hk spidsbelastning) og 100 kWh strøm på batteriet at gøre godt med. Tophastigheden er 40 km/h, og dens totalbredde er kun 1,28 cm med standarddæk, så denne model er yderst velegnet i frugtplantager, på rideskoler, gartnerier og selvfølgelig også i byområder, hvor pladsen er trang. Med en hydraulikkapacitet på 48+71 l/min., 3 PTO-hastigheder bagtil og 2 midtmonterede med kørselsafhængig funktion er der også mulighed for at betjene de fleste redskaber i den sektor. Liften løfter hele 2.775 kg bagtil og 2.395 kg i front.
Elmodellen har imidlertid også vist sig at tiltrække kunder fra det primære landbrug. Nogle er interesserede på grund af miljøprofilen, andre ser muligheder i, at en el-traktor kan køre indendørs i for eksempel stalde uden generende støj og skadelige udstødningsgasser.
Har måtte kæmpe
Michael Hansen og Andreas Rasmussen, der begge er sælgere hos TBS Fyn, er meget glade for, at det var lykkedes dem at få fingrene i den nye el-traktor.
- Der er ikke så mange demo-traktorer til rådighed i hele Europa, så vi og vores bagland har ærlig talt måtte kæmpe lidt for at få lov til at låne en. Men nu er den her – og det er vi glade for. Der er trods alt ikke mange, der har prøvet at køre el-traktor endnu.