Stærk parade med autonom teknologi: Danish Agro stiller med hele kæden
Græsland 2025 bliver igen en markdemonstration i særklasse, lyder det fra Danish Agro Machinery, som er klar til at præsentere et alsidigt og fremtidssikret maskinprogram fra CLAAS, Agxeed og Fliegl.

Den autonome Agxeed Agbot 5.115 T2 står for at vende græsset med Claas Volto 1500 TS på Græsland. Foto: Danish Agro Machinery
- Vi glæder os utroligt meget til at være tilbage på Græsland. Det er en fantastisk platform til at møde de professionelle brugere, vise maskinerne i funktion og ikke mindst demonstrere vores løsninger til effektiv og bæredygtig grovfoderhåndtering, siger Michael Husfeldt, adm. hos Danish Agro Maskiner, importør i Danmark af blandt andet Claas, Agxeed og Fliegl.
På årets Græsland demonstrerer Danish Agro Machinery blandt andet Claas’ front- og bagmonterede skårlæggere i kombination med Axion 870 og 930 traktorer – herunder den højtydende Disco 9700 C Auto Swather og Disco 9300 DS, der begge tilbyder skårsammenlægning for maksimal effektivitet i marken.
Effektivitet i hele kæden
Et særligt højdepunkt er præsentationen af Agxeed Agbot 5.115 T2 i arbejde med Claas Volto 1500 TS venderen. Her er tale om et af markedets mest avancerede autonome systemer – med hybrid-drift, lavt jordtryk og avanceret datahåndtering i realtid.
- Agxeed er vores bud på, hvordan fremtidens markarbejde kan være både præcist, bæredygtigt og autonomt, siger Michael Husfeldt.
Efter skårlægning og vending samles græsset med den Isobus-styrede Claas Liner 4900 Business Pro, der med fire rotorer og op til 15 m arbejdsbredde sikrer skånsom og effektiv rivning.
Presses og pakkes
Materialet presses og pakkes med den kompakte Rollant 630 RC Uniwrap, der kombineres med en Arion 630 traktor for maksimal udnyttelse og komfort.
Til frakørsel demonstreres både Fliegl Cargos 8500 bundkædevogn og den alsidige Fliegl ASW 391 afskubbervogn – sidstnævnte i et opsigtsvækkende sæt med Claas Axion 960 Night Edition.
Blandt hovedattraktionerne på Græsland fremhæver Danish Agro Machinery også Claas Jaguar 970, der udstyret med Telematics og V-Max-snittecylinderen sikrer effektiv høst og præcise udbyttedata.
Ved stakken overtager Claas Torion 1913 læssemaskinen med 222 hestekræfter og høj tiplast – klar til at flytte store mængder hurtigt og sikkert.

- Med vores line-up på Græsland 2025 ønsker vi at inspirere og vise, at der allerede i dag findes teknologiske løsninger, som gør det muligt at høste mere, med mindre, lyder det fra Michael Husfeldt, adm. direktør i Danish Agro Maskiner.
Mere med mindre
Der præsenteres også et udvalg af digitale løsninger på årets Græsland, hvor både Cropline Maskindata og Claas connect vil være repræsenteret på standen. Begge platforme understøtter landmandens behov for dokumentation, analyse og driftsoverblik – på tværs af maskiner, mærker og markdata.
Cropline MaskinData tilbyder blandt andet mulighed for eftermontering og automatisk indsamling af Isobus-redskabsdata, mens Claas connect med sin modulopbyggede licensstruktur gør det muligt at forbinde hele Claas-verdenens digitale løsninger i én cloud-baseret platform.
- Med vores line-up på Græsland 2025 ønsker vi at inspirere og vise, at der allerede i dag findes teknologiske løsninger, som gør det muligt at høste mere med mindre. Vi stiller med et full-line program fra Claas, kombineret med autonomi fra Agxeed og logistikløsninger fra Fliegl – alt sammen med fokus på effektivitet, driftsikkerhed, kvalitet og førerkomfort, afslutter Michael Husfeldt.