Karsten købte traktor med 175 hk på Roskilde Dyrskue: - Det føltes rigtigt med det samme
Præstbro Maskiner A/S oplevede en stærk start på Roskilde Dyrskue med et hurtigt salg af den italienske Landini 7-175 til familien Jensen fra Hårlev.

På billedet ses sønnen Niels Peter Jensen og faderen Karsten Jensen fra Hårlev sammen med maskinhandler Flemming Larsen fra Præstbro Maskiner.
Der var fart på handlen hos Præstbro Maskiner A/S, da Roskilde Dyrskue slog dørene op fredag formiddag. Kun halvanden time efter åbningen var der håndslag på en spritny Landini 7-175, som hurtigt fandt vej til nye ejere.
- Vi havde i forvejen kig på Landini, og her på dyrskuet fik vi muligheden for at få set den helt tæt på. Det føltes rigtigt med det samme, og derfor slog vi til, fortæller Karsten Jensen.
For Præstbro Maskiner markerede handlen en perfekt start på årets dyrskue. Ifølge Flemming Larsen er det altid en særlig fornøjelse at kunne sende en ny traktor afsted til en familie, der sætter pris på god traktorteknologi.
Landini 7-175-modellen byder på op til 175 hk og er udstyret med komfortabel kabine og avanceret transmission, der bliver en vigtig del af arbejdsdagen på bedriften i Hårlev.