Kverneland opgraderer hele vejen rundt forud for Agritechnica
Kverneland har netop præsenteret en lang række nyheder målrettet professionel planteavl med fokus på digital integration, arbejdskomfort og præcis ressourceanvendelse. Blandt nyhederne er næste generation af Variomat-plove med automatisk trækjustering, spotsprøjtning med kamerateknologi, højkapacitetsspredere med realtidsdosering og nye Isobus-terminaler til fuld systemintegration i marken.

Kverneland løftede i dag sløret for en række nyheder på et pressemøde i Amsterdam forud for Agritechnica, blandt andet nye Variomat-plove med automatisk trækjustering, gødningsspredere med RapidRate-dosering, spotsprøjtning med DAT Ecopatch og Isobus-terminaler med fuld systemintegration. Foto: Per Jørgensen
På et pressemøde i Amsterdam løftede Kverneland i dag sløret for en bred vifte af nyheder forud for Agritechnica målrettet større landbrugsbedrifter og maskinstationer. Producenten præsenterede teknologier og opdateringer inden for tre centrale kategorier, nemlig jordbearbejdning, græs- og gødningsudstyr samt intelligente styresystemer til blandt andet præcisionslandbrug.
På jordbearbejdningssiden lanceres en ny generation af Variomat-plove med stærkere boltkonsoller, hurtigere betjening og automatisk trækjustering via Auto-line og Furrowcontrol. Samtidig introduceres ukrudtsharven Arcadia med hydraulisk justerbare tænder og lav vægt – designet til både blindharvning og skånsom behandling i følsomme afgrøder.
Inden for gødskning har Kverneland præsenteret gødningssprederen Alentix 8047 GI med RapidRate-dosering og RotaFlow 100 spredebord en løsning, der kombinerer høj kapacitet med præcision i tildelingen. Riven 9671 S Evo er opdateret med lettere betjening og forbedret udlæg, mens det nye butterfly-sæt til græsslåning giver mere alsidighed i det professionelle skårlægningsarbejde.
På den digitale front lanceres en ny generation af Isobus-terminaler, Tellus 700 og 1200, der integrerer alle funktioner i én skærm og arbejder tæt sammen med sprøjteteknologier som iXflow-Pulse (PWM) og DAT Ecopatch, der registrerer og sprøjter præcist, både Green-on-Brown og Green-on-Green.
Dertil kommer Smart Search et nyt billedbaseret reservedelssystem og klasse 4-kabiner på sprøjter for højere komfort og sikkerhed. Alt sammen samlet i Kvernelands strategi om at gøre landbrug både mere præcist, automatiseret og brugervenligt.
Flere nyheder fra Kverneland i Effektivt Landbrugs printudgave fredag og løbende på vores onlinemedier.
Kickoff Kverneland-nyheder forud for Agritechnica
Variomat-plove:
Ny generation med stærkere konsoller, 3D-forplove, auto-line og Furrowcontrol
TTS-transportsystem:
Gør transport af plove nemmere og flytter vægten til vognens trækpunkt
Furrowcontrol:
Isobus-styret linjeføring for præcise og lige furer
Arcadia:
Præcisionsukrudtsharve med 420 tænder i syv rækker og op til 12,2 meters arbejdsbredde
Hydraulisk tandjustering:
Justering af tryk og vinkel under kørsel for optimal fleksibilitet
Alentix 8047 GI:
Gødningsspreder med RapidRate-dosering, RotaFlow 100 og realtidsvejning
Densus:
Rundballepressere med tim, auto feed control og auto Blockage control
Tellus 700 og 1200:
Terminaler med Geocontrol, sektionskontrol og op til fire samtidige visninger
DAT Ecopatch:
Kamera- og AI-baseret spotsprøjtning af både Green-on-Brown og Green-on-Green
Smart Search:
Billedbaseret reservedelssøgning via mobil og MyKverneland-platformen





































