Pöttinger har udvidet sin Aerosem -serie med en fast 3 meter version, der kan anvendes sammen med Amico F-fronttanken. Den nye løsning retter sig mod bedrifter, der ønsker at så og gødske samtidig, uden at gå på kompromis med præcision eller vægtfordeling.

Sårækken er udstyret med dobbeltskiveskær af typen Dual Disc med op til 60 kg tryk pr. række. Det sikrer ensartet sådybde og rolig drift også under varierende jordforhold. Den kompakte opbygning og en transportbredde på under 3 meter gør systemet egnet til både mark- og vejkørsel.

Amico F-fronttanken fås med to beholdere og en samlet kapacitet op til 2.400 liter. Den tillader samtidig udbringning af to komponenter, eksempelvis gødning og såsæd, og kan kobles sammen med både tallerkenharver og kultivatorer.

Betjeningen foregår via Isobus-terminal, og ny ekstern kalibrering og visuel GPS-sporudlægning gør opsætning og kørselsforløb enklere i marken.

Maskiner