Når Agritechnica 2025 åbner dørene Hannover i morgen søndag og kører frem til lørdag, bliver det med fuldt hus, rekordstor interesse og et markant skifte mod digitalisering, automatisering og nye drivlinjer. Over 2.700 udstillere fylder 23 haller og et stort udendørsområde, og op imod 500.000 besøgende ventes at lægge vejen forbi verdens største udstilling for landbrugsteknologi.

Med temaet »Touch Smart Efficiency« sætter Agritechnica fokus på, hvordan digitalisering, ressourceudnyttelse og bæredygtighed kan gå hånd i hånd. Landmænd, maskinstationer og forhandlere får mulighed for at se maskiner og systemer, der kan ændre hverdagen i marken - fra autonome enheder og AI-assistance til eldrevne maskiner og hydrogenløsninger.

- Agritechnica er dér, hvor landbrugets teknologiske fremtid rulles ud, ikke i teorien, men i praksis, siger projektleder Timo Zipf fra DLG. Her mødes branchen for at få viden, inspiration og løsninger med hjem.

Du kan se vores temaavis på dette link:

Effektivt Landbrug Agritechnica: https://www.e-pages.dk/brochure/149/.

Syv temadage

Udstillingen introducerer i år konceptet »7 days – 7 topics« med målrettede aktiviteter for forskellige faggrupper. Søndagen åbner med Innovation & Press Day, efterfulgt af Agribusiness Days for større bedrifter og maskinstationer. Midt på ugen kommer International Farmers Day og Digital Farm Day, mens Young Professionals Day fredag og Celebrate Farming lørdag runder programmet af.

Det nye Digital Farm Center i hal 21 bliver et trækplaster for alle med interesse i data, AI og automatisering. Omkring 150 udstillere demonstrerer, hvordan traktor, redskab, sensorer og managementsystemer kobles sammen og ikke kun i teorien. Live-demoer viser, hvordan digitale beslutningsværktøjer, præcisionssprøjtning og Isobus-styring fungerer i praksis.

- Digitalisering er ikke længere »nice to have«. Den er rykket ind i maskinernes kerne og stiller nye krav til både førere, rådgivere og serviceled, projektleder Timo Zipf.

Nye dyrkningsstrategier

Et andet hovedspor i 2025 er regenerative dyrkningssystemer og forbedret jordstruktur. På Spotlight Soil Health i hal 24 sættes der fokus på reduceret jordbearbejdning, efterafgrøder og organisk gødskning og ikke mindst på, hvordan det kan ske uden at gå på kompromis med udbyttet.

- Regenerativt landbrug er ikke et koncept på hylden, men en ramme, der skal tilpasses hver enkelt bedrift og jordtype, siger DLG-ekspert Bruno Görlach. Han peger på, at strategien kun lykkes, hvis den understøttes af de rette maskinløsninger og en ændret tilgang til jordforvaltning.

Besøgende kan se maskiner, forsøg og cases side om side og få konkrete idéer med hjem til brug i egne markplaner.

Robotter, assistance og nye drivlinjer

Autonome løsninger fylder mere end nogensinde. I området FarmRobotix vises både radrenserrobotter, så- og lugeplatforme og multifunktionsrobotter, som kan arbejde med millimeterpræcision, ofte uden fører i sædet.

Leverandørindustrien samles i Systems & Components i hallerne 15 til 17. Her præsenteres udviklingen bag maskinerne. Motorer, transmissionssystemer, hydraulik, elektronik, software og intelligente assistentsystemer, der aflaster føreren i marken.

På udendørsområdet ved hal 26 kan de besøgende testkøre el-, brint- og hybridmaskiner i DLG Spotlight Drive Experience. Det bliver første gang, at så mange alternative drivlinjer kan opleves samlet i drift.

- Agritechnica er dér, hvor landbrugets teknologiske fremtid rulles ud, ikke i teorien, men i praksis, siger projektleder Timo Zipf fra DLG. Her mødes branchen for at få viden, inspiration og løsninger med hjem. Foto: Per Jørgensen

- Agritechnica er dér, hvor landbrugets teknologiske fremtid rulles ud, ikke i teorien, men i praksis, siger projektleder Timo Zipf fra DLG. Her mødes branchen for at få viden, inspiration og løsninger med hjem. Foto: Per Jørgensen

Verden spiser mere, end markerne leverer

- Landbruget står under pres fra geopolitiske spændinger, klimaforandringer og stigende regulering. Agritechnica 2025 en platform til at vise løsninger og skabe dialog mellem landmænd, forskere og industrien, udtaler DLG’s CEO, dr. Lothar Hövelmann, forud for udstillingen.

- For at brødføde en global befolkning på 10 milliarder i 2050 skal landbruget levere en årlig produktivitetsvækst på omkring to procent. Det mål blev nået frem til begyndelsen af 2000’erne, men siden 2010 har især EU oplevet faldende produktivitet. I de seneste fem år har det internationale kornråd (IGC) registreret, at verdens forbrug af hvede overstiger produktionen næsten hvert år.

- Trods udfordringerne er landmændene forsigtigt optimistiske. En global undersøgelse fra DLG, AgriFuture Insights, viser, at 40 procent af planteavlere og over halvdelen af mælke- og svineproducenter forventer en god eller meget god forretningsudvikling, pointerer Hövelmann som et tegn på, at bedrifterne også er tilpasningsdygtige og innovative, udtaler DLG’s CEO.

Husk din billet!

Effektivt Landbrug er officiel rejse- og billetpartner for Agritechnica i Danmark. Via www.effektivtlandbrug.dk kan du købe endags- og todagsbilletter samt VIP-adgang.
Ved online køb får du reduceret pris og kan springe køen over ved indgangen. Billetterne giver desuden gratis rejse med offentlig transport i Hannover (ÜSTRA-zoner A–C) på besøgsdagen.

Fakta om Agritechnica 2025

Arrangør: DLG (Deutsche Landwirtschafts-Gesellschaft / German Agricultural Society), grundlagt i 1885 af Max Eyth. Organisationen har over 31.000 medlemmer.

Sted: Hannover Messecenter, 9. til 15. november 2025

Åbningstider: Dagligt kl. 9.00 – 18.00

Temadage - »7 Days - 7 Topics«

Søndag 9/11: Innovation & Press Day

Mandag 10/11 - Tirsdag 11/11: Agribusiness Days

Onsdag 12/11: International Farmers Day & Digital Farm Day

Fredag 14/11: Young Professionals Day

Lørdag 15/11: Celebrate Farming

Udstillere: 2.700 fra mere end 50 lande

Haller: 23 plus udendørsarealer

Forventede besøgende: 500.000

AgritechnicaMaskiner