Agco Power Core80 er blevet tildelt prisen »Diesel of the Year 2026«, præcis 20 år efter at prisen blev uddelt første gang. Motoren hædres for sin kombination af høj ydeevne, effektivitet og teknologisk innovation til offroad-segmentet.

Med seks cylindere og en slagvolumen på 8,0 liter leverer Core80 op til 338 hestekræfter og et maksimalt drejningsmoment på 1680 Nm. Det placerer motoren blandt de stærkeste i sin klasse, samtidig med at et bredt momentområde sikrer høj fleksibilitet under varierende belastning.

Den nye Agco Power Core80 leverer blandt andet kræfterne til den nye Fendt 800 Vario Gen5, der allerede er berømt for sin suveræne brændstoføkonomi. Det skyldes både den nye Agco Power Core80 motor, men også at hele designet af og samspillet mellem motor, transmission, kølepakke og hydraulik er optimeret.

Den spændende traktormodel kan leveres med op til 343 hestekræfter med Dynamic Performance og arbejder med Fendt iD-konceptet, hvor lave motoromdrejningstal fra 1.100 til 1.400 rpm i normalområdet for arbejdsopgaver i marken og et højt moment sikrer betydelige brændstofbesparelser.

På landevejen nås 40 kilometer ved imponerende 950 rpm, og hvis vi måtte køre 60 kilometer i timen i Danmark, så ville der kun stå 1.450 omdrejninger i minuttet på tælleren ved dén hastighed.

Core80-motoren er opbygget uden EGR og består af 25 procent færre komponenter sammenlignet med tidligere generationer. Foto: Agco

Core80-motoren er opbygget uden EGR og består af 25 procent færre komponenter sammenlignet med tidligere generationer. Foto: Agco

25 procent færre komponenter

Driftschef Martin Geiser fra TBS, der er Danmarks største Fendt-forhandler, er naturligvis glad for, at motoren i den nye Fendt 800-serie har opnået stor anerkendelse for sit banebrydende design og imponerende data. Han lægger imidlertid også vægt på den servicemæssige side af historien.

- Det nye motordesign er opnået med cirka 25 procent færre komponenter i forhold til tidligere generationer, EGR-systemet er helt væk, serviceintervallerne er lange, og sådan er der flere fordele, som jeg er sikker på, at kunder med mange årlige traktortimer vil sætte stor pris på, siger han.

Det er netop et centralt element i designet af Agco Power Core80-motoren, at den er opbygget uden EGR. I stedet benytter motoren et højtryks common rail-system kombineret med en turbolader med variabel geometri. Løsningen reducerer kompleksiteten, forbedrer brændstoføkonomien og minimerer emissionerne. Motoren lever op til både EU Stage V og US Tier 4 Final-standarder.

Ifølge juryen, der står bag udnævnelsen til Diesel of the Year, repræsenterer Core-familien en ny, skalerbar platform for fremtidens drivlinjer i off-highway-segmentet – også med potentiale for løsninger som hybridisering og brintbaserede forbrændingsmotorer.

Maskiner