Ny dumpervogn med høj kørekomfort
Svenske Metsjö præsenterer en ny dumpervogn, som overtager flere tekniske løsninger fra større modeller. Det giver MetaQ51 en høj kørekomfort og forbedret effektivitet.

Med en lav egenvægt på kun 3.850 kg tilbyder dumpervognen fra Metsjö en nyttelast på 16.150 kg. Fotos: Metsjö
Metsjö har netop lanceret en ny dumpervogn til traktorer. Den nye model, MetaQ51, kombinerer høj nyttelast med lav egenvægt og hydraulisk affjedring. Det giver forbedret transporteffektivitet, høj kørekomfort og lang levetid under krævende forhold.
Den nye dumpervogn er baseret på en videreudviklet konstruktion, hvor flere tekniske løsninger nu implementeres i Metsjös dumperprogram. De samme design- og konstruktionsprincipper vil fremover blive anvendt i flere modeller i produktprogrammet.
- Kravene til transportudstyr inden for landbrug og entreprenørarbejde stiger hele tiden. Stabilitet, holdbarhed og effektivitet er afgørende for brugerne. Med denne model har vi udviklet en dumpervogn, der kombinerer høj kapacitet med robust konstruktion og meget høj kørekomfort, siger Anders Ivarsson, administrerende direktør i Metsjö.

Den hydrauliske affjedring er baseret på teknik fra Metsjös større vogne og giver en lang række fordele i den 10,2 kubikmeter store dumpervogn.
Nyt kassedesign for bedre funktion og længere levetid
Vognen har fået et helt nyt kassedesign, som er udviklet til optimal materialehåndtering og længere levetid. Fronten er forstærket og formet, så materialet slipper lettere ved tipning, samtidig med at konstruktionen beskytter udsatte områder.
Kassens indvendige overflade er helt glat uden hylder eller kanter, hvor materiale kan samle sig. Overkanten er forstærket med en udadbøjet kantprofil, som bidrager til mere kontrolleret læsning.
Det brede og åbne indvendige design gør det også lettere at læsse maskiner i vognen. Samtidig giver et sænkbart chassis et lavere tyngdepunkt og øget stabilitet både under læsning og transport.
Hydraulisk affjedring giver sparer brændstof
En af de mest fremtrædende tekniske løsninger er den hydrauliske affjedring.
Systemet er baseret på teknologi fra Metsjös større transportvogne og har været anvendt i mange år med meget gode erfaringer i praktisk drift.
Sammen med laserjusterede aksler giver det en bedre vægtfordeling, højere stabilitet og øget kørekomfort. Test har desuden vist en brændstofbesparelse på mellem 22 og 28 procent sammenlignet med vogne med enklere affjedringssystemer.

Dumperkassen har fået et nyt design på fronten, som gør at læsset slipper lettere ved tipning.
Fleksibel konstruktion til flere anvendelser
Chassishøjden kan justeres op til 35 centimeter, hvilket gør det muligt at tilpasse vognen til forskellige trækstangshøjder og arbejdsforhold. Konstruktionen gør det også muligt at skifte mellem forskellige typer kasser afhængigt af anvendelsen, for eksempel til græs, baller, korn eller maskintransport.
MetaQ51 er bygget i Hardox 450, med 8 millimeter bundplade og 6 millimeter i sider og front, hvilket giver høj slidstyrke og lang levetid.
Med en volumen på 10,2 kubikmeter og en lav egenvægt på kun 3.850 kg tilbyder vognen en nyttelast på 16.150 kg.












































