Dansk stenopsamler bliver verdenskendt

22-årige Søren Vestergaard Kristensen har stiftet Stoneless ApS, der sælger stenopsamlere, som spændes efter en ATV.

STENOPSAMLER Den bare 22-årige Søren Vestergaard Kristensen, der er nyuddannet EUX-klejnsmed og bor i Kjellerup i Midtjylland, har det senste år solgt 23 stenopsamlere i Jylland, på Fyn og Sjælland gennem sin virksomhed Stoneless ApS.

En danskproduceret, CE-mærket opsamler med en hondamotor på 5,5 hestekræfter. Opsamleren er med galvaniserede ståldele og kan samle sten op med en diameter på mellem 6 og 50 centimeter.

Foran stenopsamleren kan køre en ATV eller UTV på minimum 500 kubik, og helst med firhjulstræk, meddeler Søren Vestergaard Kristensen.

Stenopsamleren betjenes med tre vippekontakter, som skrues fast til styret på ATV’en.

- De fleste sten ligger et stykke nede i jorden, og det kan den sagtens klare, fortæller han.

Når ladet er fuldt, kører man hen i læbæltet eller hjørnet af marken og læsser stenene af, igen uden at skulle ned af ATV’en – alt foregår fra sædet.

Afgrøderne skades ikke

Ifølge Søren Vestergaard Kristensen er der flere fordele ved hans opfindelse, når man sammenligner den med den traditionelle tur i marken med arbejdshandsker og en traktor for at samle marksten.

- Det går hurtigere. Jeg kan tage omkring syv hektar i timen. Samtidig er den ikke så hård ved afgrøderne. Et par uger efter jeg er kørt over en mark, kan man ikke se, hvor jeg har kørt, fortæller han og oplyser, at maskinen har en egenvægt på 395 kg.

- Eneste ulempe er måske, når vognen er fuld, men det er jo ikke værre, end at man kører ud i læbæltet eller for enden af marken og læsser af, lyder det.

Producerer 30 mere

Stenopsamleren koster 55.000 kroner plus moms, og lige nu er Søren Vestergaard Kristensen i fuld gang med at samle en ny serie på 30 opsamlere.

Søren Vestergaard Kristensen har et par kammerater, der er timeansat til at hjælpe med produktionen, og han forventer på længere sigt, at kunne sælge minimum 500 opsamlede i Danmark.

Han har deltaget i en række kurser omkring markedsføring på de sociale medier, for maskinen skal sælges på nettet og ikke gennem forhandlere rundt om i landet.

- Det er det, der er fremtiden. Jeg har undersøgt at have forhandlere rundt omkring i landet, men de vil have for store procenter, og så kan det ikke betale sig for mig, fortæller Søren Vestergaard Kristensen.

Læs også