Den 15. juli 2020 vil altid være en dato, som Jesper Thomsen vil huske.

Om morgenen havde den nordjyske landmand fra Fjerritslev spændt sin gylleomrører bag på traktoren og var kørt over til sin nabo, Poul Sørensen, for at hjælpe med at røre syre i gylletanken.

Da han ankom hos naboen, blev han mødt af Poul Sørensens nevø og ansat, Eskild Sørensen, og chaufføren på den lastbil, der leverede syren, som skal tilsættes i gyllen.

- Vi skulle røre syre i gyllen, som vi havde gjort så mange andre gange før, og efter vi havde fået vores kaffe, startede vi traktoren og begyndte at røre gyllen op, forklarer Jesper Thomsen.

Alle besvimer

Efter et stykke tid skummer gyllen kraftigt i beholderen. Derfor går Jesper Thomsen hen til traktoren for at tage gassen af og sænke omrøringshastigheden. På vej rundt om traktoren går det galt, og Jesper Thomsen besvimer.

Fra toppen af lastbilens anhænger ser Eskild Sørensen og chaufføren, at Jesper Thomsen bliver dårlig og falder om. Og derfra går det stærkt. Uden at tænke over det, hopper begge mænd ned til Jesper og bærer ham væk fra traktoren og det område, hvor svovlbrintegassen er.

- Vi kommer 5-6 meter væk. Og der kan vi begge mærke, at den er gal. Vi har været for længe i gassen, siger Eskild Sørensen, som sammen med chaufføren også besvimer efter ganske få indåndinger af den farlige gas.

Hjælpen kommer

Efter få minutter vågner Eskild Sørensen igen. Han ser, at chaufføren står bøjet over Jesper Thomsen og forsøger at få liv i ham.

- Jeg spørger ham nogle gange, om der er ringet efter hjælp. Og da han svarer nej, så løber jeg op på en bakke og ringer 112, siger Eskild Sørensen.

Ambulance og politi ankommer ganske kort efter alarmeringen. På det tidspunkt er det lykkes at få liv i Jesper Thomsen, som kort efter bliver kørt med udrykning til Aalborg Sygehus.

Stadig mærket af ulykken

For Jesper Thomsen betyder ulykken, at der er flere ting, der ikke er som tidligere. Koncentrationsevnen er ikke, hvad den har været. Og nattesøvnen er urolig. I dag er han i gang med et større udredningsforløb, som skal afklare, hvad han kan og ikke kan.

- Der var én af kommunens folk, som mente, at der er nogle ting, der aldrig bliver bedre. Og det er jeg selvfølgelig voldsomt ked af, siger Jesper Thomsen.

Korttidshukommelsen er ramt. Og hvis han skal koncentrere sig i længere tid, så kræver det ofte, at han skal hvile sig.

- Nogle dage er bedre end andre. Nogle dage, så mærker jeg slet ikke noget. Andre dage, så går jeg kold, før vi når frem til middagstid. Det er svært at navigere i, hvornår det er for meget, og hvornår det er fint. Men jeg må bare indstille mig på, at det kommer til at tage tid at blive bedre – hvis det nogensinde bliver det, siger Jesper Thomsen.

Hverken Eskild Sørensen eller chaufføren af lastbilen har i dag mén som følge af ulykken.

l-l

Maskiner