Vervaet Quad gyllenedfældere nu med fire hjul

Hollandske Vervaet, der er kendt for deres roeoptagere i Danmark, har lanceret en ny, firehjulet gyllenedfælder.

Vervaet har samlet innovativ gylleteknologi, et stærkt chassis og motorteknologi med enormt sejtræk i en let firehjulet maskine med 21 kubikmeter tank, der vil kunne køre i alle afgrødetyper uden at efterlade sig dybe kørespor.

Det der i første omgang springer i øjnene på den nye gyllenedfælder, er, at Vervaet Quad er firehjulet. Hidtil har Vervaet holdt sig til tre- eller femhjulede gyllenedfældere, hvor specielt den danske 5x5-version kører med ekstremt bredt forhjul og udskydelig bagaksel for at skåne jorden mest mulig under gyllekørslen.

Når man nu har udviklet en firehjulet version, skyldes det efterspørgsel efter maskiner, der nemt kan køre i rækkeafgrøder. Af samme grund er der et meget stort udvalg af dæktyper, så alle dyrkningsstrategier kan imødekommes. Dækudvalget til Vervaet Quad inkluderer 900/60 R38, 900/60 R42, 1050/50 R32, 1000/55 R32, 1250/50 R32, de nyeste Mitas 1000/65 R32 samt dual-row-afgrødedæk.

Fleksibiliteten understøttes yderligere af, at det er forholdsvist nemt at udskifte gylleudstyret med for eksempel en møgspreder eller et lad, så Vervaet Quad kan anvendes som transportvogn under bjærgning af roer eller kartofler.

Ny motor og transmission med enormt sejtræk

En anden nyhed gemmer sig under motorhjelmen. Vervaet Quad er nemlig udrustet med en Volvo Penta-motor og en transmission med et ekstremt højt drejningsmoment i det afgørende hastighedsområde fra 5 til 15 km/h. Motoren er en 13-liters, 550 hk, 6-cylindret Volvo Penta-motor med et drejningsmoment på 2650 Nm ved en motorhastighed på kun 1200 omdr./min. Det giver maksimal power til arbejdet og minimalt brændstofforbrug.

Transmissionen er en hydromekanisk transmission, der kombinerer de bedste elementer ved mekanisk og hydrostatisk transmission. Ved at lade hydrauliske motorer levere olie til den trinløse hastighedsregulering og anvende separate gearkasser til hver aksel sikres maksimal effektoverførsel og mulighed for konstant firehjulstræk.

Differentialelås på hver aksel og en center diff-lock er standard, så kørselsforholdene skal være meget vanskelige, før Vervaet Quad kører fast.

Også kølerkonceptet er nyt og udviklet i samarbejde med Volvo for at sikre ensartet og maksimal køleeffekt ved langvarigt hårdt arbejde, også når det er varmt udenfor. Det bliver næppe aktuelt i Danmark, men Vervaet oplyser, at kølesystemet kan klare opgaven i miljøer helt op til 45 grader. Kølerpakken er placeret forrest på maskinen for at holde den længst væk fra gylle og støv.

Valg af gyllesystem efter smag og behag

Vervaet har altid været meget opmærksom på, at deres maskiner skal være servicevenlige. Vervaet Quad er ingen undtagelse, så der er nem adgang til alle vitale dele og daglige servicepunkter.

Der findes ingen endegyldig sandhed vedrøremde valg af gyllesystem. Gylle er forskelligt fra gård til gård, og det er brugernes præferencer også. På den nye Vervaet Quad kan kunderne som udgangspunkt vælge mellem det gennemprøvede gyllesystem fra Vogelsang og Börger med 9.000 l/min. pumper eller et SuperLoad-system med 10” rør og en 12.000 l/min. eller 13.500 l/min. Börger pumpe. Disse pumper materialet gennem en Vervaet cyklonmaserator eller, som en mulighed, en Vogelsang-macerator monteret før pumpen.

Komfortable forhold til lange arbejdsdage

Uanset hvor avanceret og præcis teknologien er i en selvkørende gyllenedfælder, så er det ikke meget bevendt uden en dygtig chauffør, der kan holde koncentrationen de lange dage i gyllesæsonen. Af samme årsag har Vervaet Quad en rummelig kabine med store glasflader og en brugervenlig betjening med et tydeligt display.

Målet er at skabe maksimalt overblik både over arbejdsområdet og maskinens drift. Joystick og terminal er placeret på et justerbart armlæn, og alle betjeninger er placeret logisk i forhold til hinanden, så chaufføren kan arbejde uden risiko for fejlbetjening.

Vervaet har ikke lagt sig op ad ét GPS-system. Det er op til kunderne at vælge, hvilket system de vil have.

Valtec spår Vervaet Quad en god fremtid i Danmark

I Danmark er det Valtec, der sælger og servicerer Vervaet gyllenedfældere. Her tror produktansvarlig Steen Lerche Hansen, at kunderne vil tage godt imod Vervaet Quad.

Dels er der en del af maskinstationernes kunder, der skifter mere og mere over til rækkeafgrøder, og her er det nemmere at køre med fire hjul end med tre eller fem hjul. Dels er der allerede nu ret stor fantasi blandt danske kunder, når det kommer til at anvende Vervat’erne til andre formål end gylle, så opbygningen med et chassis, der nemt kan blive basis for vognlad eller møgspredere, virker også interessant.

- Vi er ikke i markedet for at bestemme, hvor mange hjul vores kunder skal have under deres gyllenedfældere. Vi skal levere det, maskinstationerne ønsker og deres investeringer er bestemt af, hvad deres kunders behov og krav er. Med maskiner med tre, fire og fem hjul kan vi tilfredsstille alle behov, siger produktansvarlig Steen Lerche Hansen fra Valtec.

per@effektivtlandbrug.dk
Mobil 20 25 10 37

Læs også