Danske hegnsklippere hitter lokalt og globalt
GreenTec er dansk producent af hegnsklippere til blandt andet landbrug og maskinstationer. En stigende del fra fabrikken i Kolding eksporteres tillige til stadig flere lande i verden. Dansk kvalitet kombineret med funktionalitet og innovation, hitter i udlandet.
På lageret og udenfor står nye hegnsklippere, dele til dem og andet udstyr pakket og klar til afsendelse – denne dag både til danske kunder og andre kunder i USA. Stedet er GreenTec i Kolding, hvor der produceres og sælges et bredt program inden for hegnsklippere.
- Vi har bare rigtig travlt. Og har ansat fire mand mere siden januar, lyder det fra salgs- og marketingchef, Kim Brodersen, der også er medejer i virksomheden.
Heller ikke corona-krisen har haft indflydelse på salget – men i produktionen har man skullet tænke anderledes og kreativt:
- I perioder har det været svært at få stumper hjem., fortæller Kim Brodersen, med henvisning til, at produktionen hos visse udenlandske underleverandører har været påvirket af corona-krisen.
- Vi har har blandt andet skulle tænke i at købe ekstra ind til lager. Samtidig satser vi på i så høj grad som muligt at bruge danske underleverandører, som vi meget gerne vil have, tilføjer Kim Brodersen.
Bredt produktprogram
Hos GreenTec producerer man en bredt program inden for hegnsklippere, redskabsrammer og grensave.
Armklipperne i Scorpion-serien er én af de hegnsklipper, som man senest har udviklet og har stor succes med. En armklipper, der kan påmonteres både traktorer og hjullæssere, der kan fås med lodrette arbejdsbredder fra 4,3 til 9,3 meter og i vandrette arbejdsbredder fra 3,3 til 8,3 meter.
- Armklipperen Scorpion har virkelig flyttet noget for os, fastslår Kim Brodersen.
Inden for redskabsrammer er det GreenTec´s HXF-model, der findes i tre forskellige størrelser, der især udmærker sig med sin fleksibilitet i forhold til det køretøj, den påmonteres, der kan være alt fra minilæsser, kompakt traktor, frontlæsser, og teleskoplæsser til gummiged eller rendegraver.
For grensave er det LRS-serien med arbejdsbredde på 1,4 til 4,8 meter, der er i fokus. Endelig omfatter programmet flere modeller indenfor slagleklippere og fingerklippere.
Nye eksportmarkeder
Et stort hjemmemarked i Danmark, samt store eksportmarkeder i blandt andet Tyskland, Frankrig og Benelux-landene.
Og det er ikke kun i Europa, at kunderne har fået øjnene op for de danske hegnsklippere.
- Vi er begyndt at vækste på flere nye eksportmarkeder rundt om i verden, forklarer Kim Brodersen.
Blandt de nye markeder finder man lande som Sydafrika, Australien og ikke mindst USA.
- Vi får ofte forespørgsler fra udlandet, hvor firmaer forespørger på at blive importører og forhandlere. De har ofte set os og vores maskiner på de elektroniske medier som facebook og youtube, uddyber han.
Der er i alt 30 ansatte hos GreenTec i Kolding fordelt på administration, produktion og salg. Se mere på www.greentec.eu.