Fem maskinforretninger i hollandsk samarbejde
Danish Agros fem maskinforretninger har indgået samarbejde med hollandske Agrifac.

Danish Agros fem danske maskinforretninger har indgået samarbejde omkring salg og service af Agrifacs selvkørende sprøjter.
Danish Agros fem danske maskinforretninger – Røstofte Maskiner på Sjælland, Ringe Maskinforretning på Fyn samt AP Jørgensen, Vinderup Maskiner og Traktor Høst i Jylland – har indgået samarbejde omkring salg og service af Agrifacs selvkørende sprøjter.
Som bekendt stiger størrelsen på de danske landbrug meget i disse år, og ligeså gør professionalismen som dygtige planteavlere. I samme takt stiger lovkravene til en bæredygtig plantebeskyttelse af fødevarerne, hvormed der stilles stigende krav til landbrugenes sprøjteteknik.
- Agrifac er teknologisk meget langt fremme, når det kommer til at mindske forbruget af planteværnsmidler. Det være sig i form af spotsprøjtning på planteniveau, 25 centimeter dyseafstand, afdriftsreduktion med luftassistance og minimering af vandforbruget med mere, siger Jens Skifter, CEO, Danish Agro Machinery Division.
- Agrifac arbejder, tilføjer Jens Skifter, intensivt med bæredygtighed indenfor planteværn, hvilket passer godt sammen med Danish Agros vision om støtte til den grønne omstilling i landbruget samt at være landbrugets foretrukne leverandør.
Passer ind i koncernen
Hollandske Agrifac er en af de førende specialister inden for selvkørende sprøjter og tilbyder to modelserier, Condor og Endurance, i henholdsvis 4.000, 5000 og 8000 liters tankkapacitet. Bomserien strækker sig fra 24 meter og helt op til 55 meter med flere muligheder inden for dyseteknik.
- At Agrifac nu bliver en del af vores sortiment til professionelle landbrug er med til at give synergi i koncernen, forretningerne og hos kunderne. Vi er i forvejen repræsenteret på de professionelle landbrug og maskinstationer i form af såsæd, gødning og planteværnsmidler samt med Claas. Derfor giver det mening, at vi nu kan tilbyde et top premium sprøjtemærke, pointerer Jens Skifter.
- Agrifacs fokus og teknik har virkelig fat i det essentielle omkring professionel sprøjtning. Nemlig at levere høj præcision, optimal udnyttelse af midlerne og stor kapacitet, så rettidigheden for sprøjtningerne opnås, fortæller Thomas Rasmussen, produktchef på Spearhead og nu også Agrifac for Danish Agro Machinery.