Opfordring fra politiet efter svindelsager: Pas nu på
Efter flere svindelsager for meget store beløb advarer politiet nu mod ukritisk handel på tværs af landegrænserne med maskiner.

En mælkeproducent fra Holland ville tilsyneladende sælge sin Volvo-minilæsser til KSM Maskinservice. Men det viste sig at være en anden person, som brugte mælkeproducentens identitet til at sælge den opdigtede minilæsser.
Når et tilbud er for godt til at være sandt, så er det ofte fordi, tilbuddet er falsk. En mælkeproducent fra Holland ville sælge sin Volvo-minilæsser. Der tikkede derfor i begyndelsen af april måned en tilbudsmail ind i indbakken hos KSM Maskinservice ved Nyborg.
- Den skulle koste 31.000 euro. Det var hverken dyrt eller billigt. Han gav os sit hollandske cvr-nummer, men skrev i mailen, at han kun talte hollandsk, så han ville helst, at vi bare skrev med hinanden via mail, fortæller en noget ærgerlig Dan Michelsen fra KSM Maskinservice, der stod for handlen.
For mælkeproducenten var god nok. Han anede bare intet om, at en anden, en svindler, brugte hans identitet til at sælge den opdigtede minilæsser. Svindleren ville ikke gå ned i pris, men ville gerne betale for fragten til Danmark, skrev han. Pengene blev overført og så var der ellers radiotavshed.
- Det er kraftedeme træls. Sådan karakteriserer Dan Michelsen i dag svindelnummeret. Kort og kontant.
Langtfra ikke enestående
Den type kriminalitet, som KSM Trading blev ramt af, er desværre ikke ualmindelig. Alene i Sydsjællands- og Lolland-Falsters politikreds er der to tilfælde, hvor svindlere har haft held til at gennemføre en handel uden en vare.
- Som kriminalitet betragtet er det jo sådan set banalt nok. Det er det samme, om man køber en bluse på Den Blå Avis for 200 kroner, som aldrig dukker op, eller om man køber en ikke-eksisterende gravemaskine til en kvart eller en halv million kroner i Holland, siger Lars Larsen, der udelukkende arbejder med økonomisk kriminalitet hos politiet i Næstved.
- Pengene er væk, og det er tit svært for ofrene at få erstatning, siger Lars Larsen.
Dan Michelsen hos KSM Trading i Nyborg føler, at han var så forsigtig som overhovedet muligt. Prisen var hverken højt sat eller mistænkelig lav. Tilbuddet kom på mail, som sædvanligt. Dan Michelsen fik endda noget af sin egen familie i Holland til at tjekke mælkeproducenten. Alt så tilforladeligt ud, netop fordi svindleren benyttede sig af identitetstyveri.
Efterforskning
- Det kunne selvfølgelig være fint, hvis man kunne overføre pengene til en bank, der så først udbetalte pengene, når maskinen var vel ankommet, påpeger han i dag.
Politiet efterforsker nu sagerne i samarbejde med politiet i Holland.