Er klar til at rulle roll-on system ud: Ny løsning til halmvogne sparer på brændstof og svineri

Pomi præsenterer deres nye roll-on system til brug ved halmtransporter. Et system, som har klare fordele.

Poul Mikkelsen fortæller, at man hos Pomi har brugt et par år på at udvikle roll-on løsningen til halmvogne. Foto: Christian Carus

Høsttid er også ensbetydende med store halmtransporter, og dermed risiko for at man spreder halm ud over veje, indkørsler og andre steder, hvor man ikke vil have det, samtidig med at det kan være en tidskrævende øvelse at få spændt halm fast til vogne.

Men en ny løsning fra Pomi Industri gør op med de udfordringer. Firmaet har således udviklet et roll-on system, der i en arbejdsgang kan dække halmen på vognene og samtidig stroppe det fast, fortæller Poul Mikkelsen fra Pomi.

- Kort fortalt går systemet ud på, at man både kan dække et læs ned og stroppe det fast i én arbejdsgang, uden at skulle rundt og rode med nogen ting. Mange steder skal der jo net på og andre steder også presenninger. Det her kan både klare stropper og dække af i en arbejdsgang, siger Poul Mikkelsen.

Men det er ikke den eneste fordel ved roll-on systemet. Der er også i det lange løb en økonomisk gevinst ved hans løsning.

- Man kan kalde det en halvautomatisk løsning, der sparer noget tid. Men ved at få en presenning på, laver man glattere sider, så man har mindre vindmodstand. Man sparer faktisk omkring syv procent brændstof, siger Poul Mikkelsen.

Samtidig undgår man i sagens natur at sprede halm ud over veje og indkørsler ved at investere i roll-on løsningen.

- Med løsningen undgår man at få hele indkørslen dækket til af halm, hvis man nu har meget halm hjemme på ejendommen. Det er måske en ting, men det, der er meget værd, er at hvis man kører igennem en by og spreder halm ud, så bliver man i hvert fald ikke populær. Det kan man dæmme op for med roll-on systemet.

Noget tid undervejs

Det har taget noget tid at få løsningen til halmtransporter fra idestadie til at blive til virkelighed, beretter han.

- Det er nok et par år siden, vi kom på løsningen. Siden da har vi jo brugt en del tid på at færdigudvikle det, og så har vi også søgt og fået tilladelser til at få ekstra længde på det, siger Poul Mikkelsen og fortsætter:

- Roll-on løsnigen fylder nemlig i enderne af bilerne, så med tilladelserne på plads kan man stadig have den samme mængde halm på sin vogn, som dem der ikke har sådan et system.

Han tilføjer, at man hos Pomi nu har fået både udviklingen og de nødvendige tilladelser på plads, så man nu for alvor kan komme i gang med at producere roll-on løsningen til kunderne.

Kan laves fleksibelt og hurtigt

I udviklingsfasen for roll-on løsningen har man hos Pomi haft fokus på fleksibilitet. Og det er lykkedes, og kan blandt andet ses på de løsninger, som firmaet kan byde på, mener Poul Mikkelsen.

- Vi kan lave roll-on løsningen i den længde, det skal være. Lige fra standardvogne, til større modeller, blandt andet til 24 ballers vogne, siger han.

Men på trods af det fokus, der har været på fleksibilitet i designet, er det ikke sådan, at man skal vente i evigheder på at få leveret, når først man har bestilt, lyder det fra Poul Mikkelsen.

I forhold til levering, kommer det lidt an på, hvad tid på året man henvender sig. For der er flere ting omkring det, men der vil nok typisk gå i hvert fald tre måneder, siger han og uddyber:

-Typisk skal løsningen skræddersyes. Men hvis man bestiller en standardløsning, kan det måske laves på mindre tid, måske helt ned til en måned, men typisk vil der nok gå tre måneder, siger Poul Mikkelsen.

Pomi Industri har til huse i Nørager i Nordjylland, men leverer landet over.

Læs også

Komfortpakke til Claas Arion-traktorer
Vestjysk maskinforhandler leverer markant fremgang
Høst-stop forbudt
Dansk dyrkning på toppen
Semler Agro og Kring Agro forlænger samarbejdet
Landmænd har taget maskinmesse på Mors til sig