Case IH topper listen i juli måned

Selvom traktorsalget er faldet i juli måned med næsten 19 procent, er salget stadig oppe med 13 procent for året sammenlignet med 2020. Case IH tager førstepladsen i juli måned med 30 solgte traktorenheder.

Modelbetegnelsen Case IH Puma 240 CVX er Danmarks mest solgte traktor igennem de sidste tre år. Alene i år er der solgt 55 mod 44 sidste år. I juli måned tog Case IH en kneben førsteplads med 30 enheder. Arkivfoto

Der var stille på traktormarkedet i juli måned. Salget faldt med næsten 19 procent fra 146 traktorenheder sidste år til 119 traktorer i år. Case IH tager en kneben førsteplads med 30 enheder, John Deere 29, New Holland 22, Fendt 10, Class og Massey-Ferguson med hver 9, Valtra 6, Deutz-Fahr 2 og JCB og Kubota med hver én traktorenhed.

Der er ingen tvivl om, at John Deere fortsat er den mest foretrukne traktor i Danmark, når der skal investeres i nyt traktormaskineri. De første syv måneder af året har John Deere øget markedsandelen fra 20 til 23 procent og fører traktorstatistikken stort med et salg på 214 traktorer over 40 hk mod nummer to på listen Case IH med 166 traktorer.

På tredjepladsen ligger New Holland med 165, herefter følger Fendt med 103, Massey-Ferguson 95, Valtra 88, Claas 69, Deutz-Fahr 18, Arbos 6, McCormick 5, JCB 3 og Kubota med hver tre, Lindner 2, Kioti, PM Trac, Same og Zetor med hver én.

 

Større traktorer er populære

Ser vi på traktorsalget i 200 hk-segmentet og derover er salget steget med 11 procent fra 525 traktorer i 2020 til 583 i år.

John Deere har en fremgang i dette segment på næsten 40 procent. 154 solgte traktorer i år mod 111 sidste år. Ligesom traktorsalget i 40 hk-segmentet er det også her, Case IH indtager andenpladsen med 95. Fendt ligger nummer tre med 88, og på de efterfølgende pladser er det New Holland 71, Massey Ferguson 70, Claas 56, Valtra 35, Deutz-Fahr 10, JCB 3 og PM Trac med en.

Koncerntallene for de første syv måneder viser, at CNH-koncernen (Case IH og New Holland) har solgt 331 enheder, Agco-koncernen (Fendt, Massey-Ferguson og Valtra) har 286 traktorer, og John Deere med 214 traktorer.

 

Puma 240 CVX hitter

Modelbetegnelsen Case IH Puma 240 CVX er Danmarks mest solgte traktor igennem de sidste tre år. Alene i år er der solgt 55 mod 44 sidste år, og modellen tager konstant flere og flere markedsandele.

John Deere fører traktorstatistikken, men sælger flere forskellige modeller – topmodellen er en John Deere 6250R med 37 for årets første syv måneder. På tredjepladsen er det Fendt 724 Vario med 31 og herefter er det New Holland T7.270 Autocommand 29, John Deere 6215R og 8R 370 med henholdsvis 27 og 22, Valtra T234S og N174 med hver 20 og 16.

Læs også