Metantraktor fra New Holland kommer på markedet nu
Allerede i 2013 præsenterede New Holland den første prototype på en biotraktor og nu i 2021 lancerer New Holland T6 Methan Power-traktoren, der bliver den første metantraktor i serieproduktion.
New Holland T6 Methan Power-traktor, der er 100 procent drevet af metangas, har samme design og hk-effekt (180 hk), som på New Holland T6-serie (Stage V) med dieselmotor. Forskellen er dog, at metantraktoren kører på fossilfrit brændsel og reducerer dermed udledningen af CO2 gevaldigt.
Ses traktoren udefra, så er der ikke nogen adgangsbegrænsninger og udsynet fra kabinen vil være den samme som på dieseludgaven. Den betjeningsmæssige del vil heller ikke være anderledes, når man sammenligner en dieseltraktor og en metantraktor. Gastankene på metantraktoren er placeret samme sted, som på dieseltraktoren.
- Forskellen på de to typer traktorer ses derimod på andre steder. Motorens lydniveau er reduceret til det halve af, hvad en typisk dieseltraktor, som kører på fossil diesel, forklarer Svend Skov Olesen, CNH Industrial, der er sales manager og produktansvarlig for metantraktorerne, og fortsætter:
80 procent mindre udledning
- Dette vil især vise sig praktisk og ideelt, hvis maskinen skal bruges i eksempelvis beboelsesområder. Her vil den genere mindre, end en traktor der kører på fossil diesel.
- Brændstoffet er biometan, men også biogas kan bruges, det skal blot opdateres inden det kan bruges i metantraktoren. Derudover kan traktoren også køre på naturgas, der kan tankes fra de tankstationer, som tilbyder det.
- Ud over lydniveauet, vil man som ejer af T6 Methan Power-traktoren, kunne sænke sine driftsomkostninger løbende med op til 30 procent og den generelle udledning med op til 80 procent. Dermed vil traktoren være en økonomisk gevinst, selv om den er dyrere i indkøb, påpeger han.

New Holland T6 Methan Power-traktor, der er 100 procent drevet af metangas, har samme design og hk-effekt (180 hk), som på New Holland T6-serie (Stage V) med dieselmotor. Forskellen er dog, at metantraktoren kører på fossilfrit brændsel og reducerer dermed udledningen af CO2 gevaldigt. T6 Methan Power-traktoren bliver den første metantraktor i serieproduktion. Foto: Per Jørgensen
Sikkerheden hos New Holland
Motoren i New Holland T6 Methan Power er bygget af FPT-Industrial, som er fast producent af motorer til New Hollands traktorer.
FPT-Industrial har indenfor de sidste 20 år haft stor erfaring med produktion af gasdrevne motorer og stiller derfor en sikkerhed overfor New Hollands kunder, ved at have en gennemtænkt teknologi og viden indenfor produktion af motorer, der kan køre på fossilfrit brændsel.
New Holland går efter at være miljøbevidste og har en strategi, der hedder »Clean Energy Leader«. Denne strategi går ud på at reducere udledningen af CO2 til nul indenfor landbruget og med nye T6 Methan Power-traktor, er mærket rykket et skridt nærmere dette mål.
Seks til otte timers drift afhængig af opgaven
Forgængeren for T6 Methan Power, som nu bliver sat i produktion, vandt som koncepttraktor den første »Sustainable Tractor of the Year 2020« - en ny pris i forbindelse med »Tractor of the Year« på Agritechnica.
Prisen skabte stor glæde hos New Holland, og ikke mindst gav den endnu mere blod på tanden til at være i front med at skabe bæredygtige maskiner.
Med begge tanke inklusive fronttanken fyldt, vil traktoren kunne yde seks til otte timers arbejde inden den igen skal tankes.