Masser af mennesker til Åben Maskinvej

Præsentation af maskinnyheder og første spadestik hos Helms TMT-Centret lokkede masser af mennesker af huse til Åben Maskinvej i Ringsted.

Åben Maskinvej var traditionen tro velbesøgt.  Foto: Jørn Jervelund Den nye minilæsser fra tyske Weicor, der er producereret i samarbejde med Scantruck, var et af tilløbsstykkerne til Åben Maskinvej. Og her bliver en af dem solgt til Mikael Jepsen fra MJlift i Frederiksværk. Foto: Jørn Jervelund

Tidligere i marts løb det traditionelle Åben Maskinvej-arrangement af stablen i Ringsted, hvor der var nok at se på for de mange besøgende – blandt andet tog Helms TMT-Centret første spadestik til et nyt domicil. Her oplevede man stor interesse blandt de besøgende.

- Det var en god oplevelse, men det har vi været vant til. Jeg tror, at det med at folk bare kan komme til noget, der minder om en messe, fordi man kan gå op og ned af gaden, og her kan man jo se meget mere af vores maskiner, end man for eksempel kan til dyrskuer, siger Kristian Helms fra Helms TMT-Centret og fortsætter:

- Jeg tror måske, at folk havde brug for at komme ud, nu hvor der ikke længere er restriktioner. En af mine sælgere, der arbejder med McHale, sagde, at det havde været bedre end Agromek, lyder det fra Kristian Helms.

Ny elektrisk minilæsser

Blandt de nyheder, der blev præsenteret i forbindelse med arrangementet i Ringsted, var en ny minilæsser fra tyske Weycor, der er producereret i samarbejde med Scantruck. Den er batteridrevet, og bærer navnet Weycor AR320el. Det er den første Weycor-maskine, der kører på batteri.

- Som modelbetegnelsen kraftigt antyder, er der tale om den kendte 2,5 tons gummihjulslæsser Weycor AR320, som vi nu er klar til at præsentere i en elektrisk version. Og maskinen er stærk nok til at løfte en palle fliser, fortæller markedschef hos Scantruck, Dennis Faurby.

- Teknikerne har simpelthen taget dieselmotoren ud af læsseren og erstattet den med en elmotor. Det er lykkedes til perfektion med både motor og batteripakke i samme, helt uændrede karosseri som den traditionelle maskine, siger han.

- Med Weycor AR320 el tager den tyske fabrikant og Scantruck skridt mod en mere grøn fremtid, tilføjer han.

Læs også