Stærke sager fra Skærbæk
Skærbæk Maskinforretning har stort program af importmaskiner til jordbehandling, skovbrug og juletræsproduktion. Men også succes med egenproduceret luftgødningsspreder i hele Europa og til canadiske juletræsproducenter.

Indehaver Bent Sørensen viser markedets største tågesprøjte, specialudstyret til juletræsproduktion. Den italienske sprøjte har en kapacitet på 5.000 liter. Fotos: Erik Hansen
Skærbæk, byen hvor den næsten 10 kilometer lange dæmning til Rømø starter, er kendt for sine mange landbrugsvirksomheder. Blandt andet det store Danish Crown-slagteri, DLG-afdeling og flere maskinforretninger.
På Aabenraavej, hvor dyretransporter i lind strøm drejer ind til slagteriet med slagtesøer fra store dele af landet, ligger Skærbæk Maskinforretning på ikke mindre end fire adresser.
Alene dette indikerer et stort aktivitetsniveau i maskinforretningen, som i år kan markere sit 60-års jubilæum, og samtidig Bent Sørensens 30-års jubilæum som indehaver.
To gange jubilæum
Som udlært landbrugsmaskinmekaniker købte han den 28. december 1991 den daværende virksomhed i Skærbæk, Brdr. Henningsens Maskinforretning, som havde forhandlingen af Case-IH.
Bent Sørensen skiftede til Ursus og Landini traktorer sammen med service og reparation samt salg af redskaber.
Netop redskaber har med årene vokset betragteligt hos Skærbæk Maskinforretning i takt med flere egenimporter. Senest Agro Masz-produkterne fra den store moderne polske fabrik, som fremstiller over 8.000 enheder årligt i hele spektret, lige fra plove og harver til større gødningsspredere og såmaskiner.
Erfarne salgsfolk
- Vi satser primært på redskaberne til jordbearbejdning som harver, plove, tallerkenharver, grubbere og tromler. Der er virkelig tale om en stærk kvalitet og finish, og efterspørgslen er stor fra hele Danmark og Schleswig-Holstein, hvor vi også har forhandlingen, lyder det fra Thomas Kier, der danner salgstrekløver med de to lige så erfarne maskinfolk på kontoret, Bjarne Skou og indehaver Bent Sørensen.
Siden 2019, hvor Agro Masz blev introduceret på det danske marked, har det været en stor aktivitet hos Skærbæk Maskinforretning, understreger Thomas Kier.
Af øvrige landbrugsredskaber forhandles blandt andet de hollandske Peecon fuldfodervogne. Med rumindhold fra 24 og helt op til 65 kubikmeter afsættes disse især til større kvægbedrifter.
Maskiner til skov og juletræer
En anden stor aktivitet er et bredt program af maskiner til professionelle skovbrug og juletræsproducenter.
Her importeres både det store spanske Ventura-program af slagleklippere og grenknusere, og fra den italienske fabrik, Dragone, der både har slagleklippere og tågesprøjter på programmet.
- Alene til frugt- og vindyrkere har fabrikken sidste år fremstillet 1.500 sprøjter. For vores vedkommende har vi fået udviklet sprøjter specielt til juletræsproducenter, som vi sælger både herhjemme og i andre europæiske lande, fortæller Bent Sørensen og viser markedets største tågesprøjte i maskinudstillingen, som har en beholder på 5.000 liter og er udstyret med to blæsere.
- Oprindelig gjorde vi meget i tågesprøjter til bærproduktion, ligesom vi har solgt en del høstmaskiner til danske bæravlere. Men det marked er nu nærmest helt ude af landet, nævner den erfarne sønderjyske maskinhandler.
Egen luft-gødningsspreder
Også på gødningsområdet kan Skærbæk Maskinforretning tilbyde en luftassisteret løsning til juletræsproducenter. Og endda en egenproduceret af slagsen.
Bent Sørensen brugte sin over 20 års erfaring i juletræsbranchen til at få udviklet SKMAS Forst Flowmatic gødningssprederen, som maskinforretningen får fremstillet hos lokale virksomheder. Den afsættes i hele Europa og fjerne markeder som blandt andet Canada.
Den liftophængte gødningsspreder fås i flere størrelser med en eller to tude, hvorfra gødningen spredes eksakt ud over juletræskulturen. SKMAS-sprederne kan fås med eller uden læssekran.