Maskiner under Broen melder udsolgt
Der bliver fyldt på standarealerne ved Lillebæltsbroen, når Maskiner under Broen 2022 slår portene op med hele 136 udstillere på pletten.

Den 24. og 25. august er der endnu engang Maskiner under Broen. Arkivfoto: Per Jørgensen
Maskiner under Broen bliver bogstaveligt talt fyldt til bristepunktet, når maskinmessen slår portene op i Middelfart den 24. og 25. august. Efter at have udvidet udstillingsområdet flere gange er grænsen nået, og udstillingen meldte allerede midt i juni officielt, at der nu var lukket for salget af stande.
- Vi kan simpelthen ikke få plads til flere spændende virksomheder på arealerne. Selve messen skal jo stadig være rummelig og optimal i forhold til parkering, bespisning og færdsel mellem standene, og den balance tror jeg, at vi har fundet. Og selvom vi nu kommer til at sige nej til potentielle udstillere, kan jeg forsikre, at med hele 136 virksomheder på pletten til at udstille hele den samlede vifte af maskiner, redskaber og løsninger på markedet bliver der rigeligt at se på for landets maskinfolk og indkøbere, lyder det fra udstillingsleder Erik Nissen, der kalder virksomhedernes interesse for at udstille på Maskiner under Broen for overvældende.
De 136 udstillere er en markant stigning i forhold til de 108 udstillere, der stod klar på udstillingen sidste gang i 2018, og det har formand for Maskinleverandørerne – Park, Vej & Anlæg, Lasse Lindholm, en god forklaring på.
- Udstillingen ligger centralt midt i landet og på et godt tidspunkt, hvor sæsonen er i gang, og folk har fået styr på deres maskinparks begrænsninger. Samtidig er vi jo alle sammen som galopheste, der higer efter at komme ud af startboksen og mødes igen og få det enorme løft af inspiration og viden, som sådan en messe giver os alle sammen, siger Lasse Lindholm, der også er medindehaver af Lindholm Maskiner A/S.
Han forklarer, at en del af grunden til at sige nej tak til flere udstillere er at sikre et benhårdt fokus på at levere den effektive, faglige vitamin-indsprøjtning, som fagets professionelle har brug for.