Maskiner til kvægbrug er i fokus i Drengsted
Foruden New Holland-forhandlingen, og salget af Kverneland og Kuhn-produkterne fremstilles eget gylleudstyr på værkstedet hos Schrøders Eftf. M.P. Maskincenter. Endvidere er vandingsmaskiner og udstyr et stort aktiv i den sydvestjyske maskinforretning.

Siden 1985 har Schrøders Eftf. MP Maskincenter i Drengsted været forhandler af først Ford og siden New Holland-produkterne. Fotos: Erik Hansen
Blandt store staldbygninger, græssende kvier, vidtstrakte græsmarker og nyhøstede majsarealer toner en høj, gul New Holland-pylon pludselig op i sydvestjyske kvæglandskab. Midt i landsbyen Drengsted drejer MaskinParkens udsendte ind til maskinforretningen med det lange navn: Schrøders Eftf. M.P. Maskincenter A/S.
- De fleste kalder os nok stadig blot »Schrøder«, mens andre er begyndt kun at bruge »MP Maskincenter«, lyder det fra Magne Pagård, der i 2006 købte maskinforretningen af stifteren Sv. Aa. Schrøder.
I forbindelse med handlen blev resultatet det lange navn, netop for at fastholde den velkendte Schrøder-identitet sammen med den nye ejers initialer.
- Skulle navnet være gjort mere mundret, burde det være sket for flere år siden, erkender direktøren.
- Vi lever godt med navnet, så længe kunderne bruger os. Og det gør de heldigvis, ikke mindst i hele lokalområdet, men også rundt i landet, siger Magne Pagård, efter han lige har fremvist en brugt Massey Ferguson på pladsen foran maskinforretningen for en interesseret sjællænder.
Oprindelig kvægbruger
Oprindelig var Magne Pagård mælkeproducent ved Ribe. En forårsdag i 2005 læste han i Jydske Vestkysten, at Sv. Aa. Schrøders Maskinforretning var sat til salg. Da han stod overfor større renovering af staldanlægget, tog han i stedet springet til maskinbranchen.

Magne Pagård kan berette om et stort salg i indeværende år ikke mindst af maskiner til kvægbruget. Direktøren ses her ved nogle af Kuhn-produkterne i udstillingshallen.
- Det har jeg på ingen måder fortrudt. Det er en spændende dagligdag med de mange dygtige medarbejdere og hele kundekontakten. Konkurrencen er som i alle andre brancher intens, men vi klager ikke. Ikke mindst i år har vi haft en meget stor omsætning af maskiner og redskaber til kvægbruget i området.
Direktøren forventer, det fortsætter året ud med den ekstraordinære 116 procents afskrivning, der løber indtil nytår.
- Kravet er, at maskinen skal være leveret til kunden i år og ejes de næste fem år. Desværre har vi som alle i branchen været ramt af leveringsproblemer indenfor især traktorer, siger han og oplyser, at fire af ialt seks bestilte New Holland-traktorer er solgt på forhånd.
New Holland siden 1985
Schrøders Eftf. M.P. Maskincenter er områdeforhandler af hele New Holland-programmet med undtagelse af finsnittere. New Holland-produkterne har været omdrejningspunktet i Drengsted tilbage fra Ford-tiden i 1985.

I 1988 startede Claus Pedersen i lære på værkstedet hos Sv. Aa Schrøders Maskinforretning. Efter 30 år som montør og værkfører er han på tredje år sælger, og kan dermed næste år fejre sit 35-års jubilæum i virksomheden.
De øvrige hovedagenturer er Kverneland samt Kuhn-produkterne som MI-forhandler. På grund af placeringen midt i kvægområdet er det ikke mindst skårlæggere og vendere, samt river, mixervogne og halmstrøere, som udgør en betragtelig del af omsætningen.
- Men også jordredskaber og såmaskiner har vi haft god afsætning af. Samtidig er salget af plove igen på vej op med det stigende ukrudtstryk, når der dels må sprøjtes mindre, og arterne bliver resistente overfor sprøjtemidlerne, påpeger Magne Pagård.
Dre-Ma vandingsmaskiner
Til maskinsalget har indehaveren de seneste tre år haft bistand af en særdeles erfaren medarbejder. Således startede Claus Pedersen i lære på værkstedet hos Sv. Aa. Schrøder i 1988, og efter 30 år som montør og senere værkfører, er han nu på tredje år sælger i virksomheden.

På værkstedet hos Schrøders Eftf. M.P. Maskincenter er beskæftiget ni mand. På billedet er det værkfører René Jørgensen.
Med den snart 35-årige lange erfaring er det Claus Pedersen, som især tager sig af vandingsområdet, der altid var været et stort aktiv for virksomheden. Helt tilbage i 1976 begyndte Sv. Aa. Schrøder således at producere vandingsmaskiner, og frem til 2008 er der fremstillet omkring 500 af disse mobile Dre-Ma vandingsmaskiner på maskinforretningens værksted.
- En del kører stadig upåklageligt derude, lyder det fra Claus Pedersen, der i dag tilbyder primært de mobile Fasterholt-maskiner til kunderne, ligesom han også er klar med komplette anlæg med pumper, jordledninger mm.
Fremstiller gylleudstyr
Mens produktionen af vandingsmaskiner ophørte i takt med behovet for udvikling af større maskiner, er fremstillingen af gyllepumper og omrørere til staldgyllen fortsat et stort aktiv på maskinforretningens værksted, ikke mindst i de mere stille måneder udenfor landbrugets højsæsoner.
Foruden disse velkendte VP Dre-Ma gyllepumper og -omrørere fremstiller smeden René Wind og de øvrige værkstedsfolk nu også udstyr til håndtering af gylle i biogasanlæg. Dette grej afsættes til mindre anlæg her i landet og i Tyskland.

Direktør Magne Pagård med VP Dre-Ma gylleudstyret, som både sælges til danske og tyske landmænd samt mindre biogasanlæg.
Ialt har Schrøders Eftf. MP Maskincenter ni medarbejdere på værkstedet, heraf fire lærlinge. På reservedelslageret er to ansat og på kontoret en bogholder.
- Vi har heldigvis rigtigt travlt. Derfor søger vi både en ekstra medarbejder til værksted og én til lageret, nævner indehaveren af den alsidige maskinforretning i Drengsted.

Maskinforretningen i Drengsted er kendt for sine Dre-Ma vandingsmaskiner, hvor produktionen startede i 1976 og ophørte i 2008. På værkstedet, hvor René Wind her ses ved drejebænken, har der siden 2000 været fremstillet gyllepumper og -omrørere, og nu også gylleudstyr til biogasanlæg.

På værkstedet er Terkel Gad her i færd med en traktorreparation.