Maskinstation sælger sine landbrugsmaskiner på netauktion

Hyldahls Maskinstation midt mellem Skive og Viborg frasælger landbrugsmaskiner på en netauktion gennem Dansk Maskinbørs. Midt i december kan maskinerne besigtiges.

Hyldahls Maskinstation mellem Viborg og Skive har valgt at omstrukturere virksomheden, der beskæftiger sig med landbrugsarbejde, vognmandskørsel, handel og biogas.

Det betyder, at en stor samling velholdte John Deere-traktorer samt diverse nyere landbrugsmaskiner fra blandt andet Krone og Horsch kort før jul bliver solgt via netauktion hos Dansk Maskinbørs i Herning.

Det betyder dog ikke de store ændringer for de ansatte, da der fremadrettet stadig vil være arbejde til alle i firmaets øvrige driftige engagementer.

- Hvad angår vores landbrugskunder vil vi, som en naturlig selvfølge, fortsat tilbyde samme service i samarbejde med blandt andet Vesthimmerlands Maskinstation, som i denne forbindelse har købt nogle af vores maskiner, lyder det fra indehaver Frank Hyldahl.

35 år med maskinstation

Frank Hyldahl, som ejer og driver Hyldahls Maskinstation, startede som maskinfører på maskinstation i 1987.

I 2008 startede han op som selvstændig med Hyldahls Maskinstation, som i dag har udviklet sig til en noget bredere forretning med handel, vognmandsforretning og ejerskab i flere biogasanlæg.

- Beslutningen har da også krævet en del overvejelser, da det jo er en livsstil med passion for de grønne traktorer med gule fælge samt charmen ved at arbejde med landmænd i solskin og regnvejr, hvor der i de travle perioder er cirka 20 ansatte i gang, forklarer Frank Hyldahl og uddyber:

- I gensidig forståelse, og med stor opbakning fra alle de gode stabile medarbejdere og familien, har jeg nu valgt at frasælge landbrugsmaskiner/maskinstationsafdelingen for fremadrettet at bruge styrken på handel, transport, egen planteavl og biogas.

Både han og Dansk Maskinbørs ser frem til at møde kunder, interesserede købere med mere til den store eftersynsdag fredag den 16. december, hvor Hyldahls Maskinstation og Dansk Maskinbørs er værter med lidt til maven og ganen.

Her vil hele den velholdte maskinpark stå klar til besigtigelse. Selve netauktionen finder sted den 19. december med start i uge 48.

 

Læs også