Midtfjord Agro i Løgstør åbnede torsdag dørene op til Åbent Hus.

- Det var en rigtig god dag. Folk var glade, og der var en god stemning, siger indehaver Casper Larsen, som gætter på, at omkring 1.000 mennesker lagde vejen forbi.

Han kunne tydeligt mærke, at noget af det, kunderne kom for – især dem, der kom langt væk fra – var for at se forretningen.

- De havde set, at vi havde 40 Kuhn-maskiner udstillet og 18 Deutz-traktorer. Så det var et klart trækplaster. Vi kunne også høre, at folk syntes, at der var meget at komme og se på ud over bare et Åbent Hus, forklarer Casper Larsen.

Socialt netværk

Det summede af liv dagen igennem, der blev spist pølser og drukket fadøl, og det var tydeligt at fornemme, at mange i høj grad også kom for det sociale.

- Nogle blev i mange timer, først skulle de snakke med os og så med kollegaerne, og det var rigtig hyggeligt, forklarer Casper Larsen, som modsat tidligere år oplevede, at der i år var et bedre flow af mennesker over hele dagen, som gav mere ro i løbet af dagen.

Der blev blandt andet solgt to nye og to brugte traktorer.

Der blev blandt andet solgt to nye og to brugte traktorer.

Solgte mere

Det er flere år siden, at Midtfjord Agro til et Åbent Hus har solgt så meget, som de gjorde i år.

- Det er selvfølgelig et større område, vi opererer i end for år tilbage, men der blev solgt både maskiner og traktorer, siger Casper Larsen.

Der blev blandt andet solgt mange mindre redskaber som koste, pallegafler, siloskovle, græsstrigler og den slags.

- Vi solgte to nye traktorer og to brugte og så især gødningsspredere, fortæller Casper Larsen.

Det var med til at give stemningen endnu et hak i den rigtige retning.

Dejlig dag

Alt i alt kan Midtfjord Agro se tilbage på et vellykket arrangement.

- Jeg synes, det var en rigtig god dag. Flere blev også til efter klokken 22 og sad bare og snakkede, så det var lige, som det skulle være, fortæller Casper Larsen.

 

Det sociale fyldte meget, og mange blev der i flere timer for at snakke.

Det sociale fyldte meget, og mange blev der i flere timer for at snakke.