Ny Deutz-Fahr-forhandler på Fyn

AgroFyn bliver Deutz-forhandler i tæt samarbejde med Brørup Traktor- & Maskincenter, som sælger og servicerer Deutz-Fahr i den sydlige del af Jylland og på Fyn.

AgroFyn arbejder meget bredt med salg, import, eksport og formidling af nye og brugte landbrugsmaskiner og entreprenørmaskiner fra basen i Ringe på Midtfyn.

Den primære kundegruppe på landbrugssiden bor på Fyn, men firmaet kommer langt omkring, for med over 40 års erfaring er netværket stort, og mange kunder fra hele Danmark har gennem årene benyttet sig af AgroFyns formidlingskoncept omkring aktivt salg af brugte maskiner.

Som lokalforhandler af Deutz-Fahr tilbyder AgroFyn for første gang et traktormærke. At det sker nu, og det netop bliver Deutz-Fahr, skyldes ifølge maskinhandler Claus Andresen flere faktorer.

Ser flere fordele

- Vi har længe set os om efter et godt traktormærke, men enten kommer importørerne med en række full line-krav og vil blande sig i alt muligt, eller også er mærkerne for små til vores forretning. Med Deutz-Fahr får vi en populær kvalitetstraktor med op til 336 hk til en fornuftig pris, og importøren (Moni Worldwide, red.) ønsker ikke at blande sig i vores andre aktiviteter, siger Claus Andresen, og fortsætter:

- Også muligheden for at tilbyde kunderne førsteklasses service har vejet tungt for vores beslutning. Samarbejdet med Brørup Traktor- & Maskincenter, der regnes for at være Danmarks førende Deutz-Fahr-servicespecialist, leverer topservice fra dag et. Og så har de over 25 års erfaring med Deutz-Fahr, landets største reservedelslager og et ualmindeligt kompetent serviceteam, som er klar til at hjælpe med at servicere vores kunder, siger den fynske maskinhandler.

Åbent Hus 4. februar

Han ser ikke afstanden fra Brørup til Fyn som noget problem, for det tager kun 30 minutter at køre fra Brørup til Lillebæltsbroen, og i øvrigt servicerer Brørup Traktor- & Maskincenter allerede mange Deutz-Fahr-traktorer på Fyn, så de kender vejen, som han udtrykker det med et lille smil.

AgroFyn har allerede inviteret kunder og interesserede til åbent-hus-arrangement lørdag den 4. februar mellem klokken 9.00 og 16.00. Som altid er der fokus på gode tilbud på nye og brugte trailere, redskaber, traktorer og sliddele.

Modeller hentet hjem

Med den nye forhandling får gæsterne også lejlighed til at se en hel stribe af de populæreste Deutz-Fahr-modeller. Claus Andresen har allerede fået nogle modeller hjem til pladsen på Industrivej 59 i Ringe, og flere følger, inden flaget hejses til åbent-hus-arrangementet.

- Vi har blandt andet fået den meget alsidige Deutz-Fahr 6190 TTV hjem. Den har 192 hk, trinløs transmission og både hydraulik og liftkapacitet i overflod til alle almindelige redskaber, så den, er jeg sikker på, vil tiltale mange landmænd, slutter han.

Læs også