TIM-vogne med flere praktiske opgraderinger
De kendte og populære TIM-vogne fra Thyregod er klar med en række opgraderinger.

De kendte og populære TIM-vogne fra Thyregod er klar med en række opgraderinger.
Stort set alle med tilknytning til landbruget har på et eller andet tidspunkt kørt med en »TIM«.
De røde vogne har mere en seks årtier på bagsmækken, og selv om der er langt fra de oprindelige vogne med træbund og træsider til 2023-modellens materiale- og teknikvalg, har de mere til fælles end den røde farve. En af dem er holdbarheden.
- Når folk spørger til kvaliteten, så svarer jeg normalt, at den er bevist i praksis. Se bare hvor mange gamle TIM-vogne, der arbejder rundt om på de danske gårde, fortæller Kurt Gjødsbøll, der har ansvaret for salget af Thyregods TIM-vogne i samarbejde med forhandlerne.
Opgraderet på flere punkter
De nyeste TIM-vogne, der triller ud fra fabrikken i Thyregod her i 2023, er opgraderede på flere punkter. Det mest epokegørende er nok, at de som standard er forberedte til montage af det bremsekit, Thyregod høstede tre nyhedsstjerner for på Agromek.
Bremsekittet er udviklet for at give kunderne mulighed for at kunne købe en relativ billig standardvogn med solide enkeltbremser nu, men senere opdatere den til en anden bremsetype eller kombibremser, hvis det måtte blive nødvendigt.
- For at gøre det ekstra nemt at anvende kittet, leveres alle TIM-vogne nu med en række beslag og forberedte features, så det er nemt at eftermontere den ekstra bremsekreds, uden at der skal ske modificeringer, anboringer, påsvejsninger af beslag osv. på vognen. Det bevarer dens oprindelige kvalitet og overfladebehandling af chassiset, samtidigt med at evt. kommende lovgivning kan overholdes, og/eller gensalgsprisen hæves, forklarer Kurt Gjødsbøll.