Flytter årligt 35.000 tons halm: Frederik er begejstret for sin nye teleskoplæsser
Brandslukningssystem på ny Manitou MLT741-140 V+ teleskoplæsser sikrer mod overophedning hos Vordingborg Forsyning.

Frederik Hansen, driftsassistent hos Vordingborg Forsyning, kendte Manitou-teleskoplæsserne i forvejen og fik derfor en central rolle, da der skulle vælges én afløser for to trucks.
Varme skal der til, når temperaturen daler til under det behagelige hos Vordingborg Forsynings omkring 3.600 forbrugere. Men ikke så meget, at der går ild i forsyningsanlægget på Masnedø syd for Vordingborg.
Derfor er forsyningens nye teleskoplæsser, der håndterer både halmballer og flis til kedlerne, udstyret med et specielt brandslukningssystem.
- Vi skal opfylde nogle krav om brandslukningsudstyr, når vi kører rundt i en halmlade med op til 1.800 baller, påpeger driftsassistent hos Vordingborg Forsyning, Frederik Hansen, der tilføjer:
- Salgskonsulent Daniel Susgaard fik derfor Scantrucks teknikere til at montere brandslukkeren i motorrummet på vores nye Manitou MLT741-140 V+ teleskoplæsser.
- Vi har tillige fået en indikator i kabinen til at vise, hvis brandslukkerens tryk falder, lyder det videre fra Frederik Hansen, som spillede en vigtig rolle, da der skulle købes nyt maskineri.
Vordingborg Forsyning har også fået maskinen med vendbar kølervinge, så det er nemt at blæse motoren fri for støv fra halm og flis. Det er også med til at optimere brændstofudnyttelsen.
Landmandsfavorit
- Jeg kommer oprindelig fra landbruget og kendte udmærket Manitou i forvejen. Vi kunne egentlig nøjes med en lidt mindre maskine, men vi valgte nu landsmand-favoritten MLT741-140 V+, som er en rigtig god universalmaskine, fortæller Frederik Hansen.
Den nye teleskoplæsser har afløst to trucks, som tidligere klarede halmhåndteringen med klemmetænger.
- Dengang skulle vi gå rundt om maskinen og lave fugtmåling af halmen. Nu har vi i stedet fået et halmspyd med integreret fugtmåler, som klart hæver effektiviteten. De to trucks var samtidig markant langsommere at læsse af bilerne med, end teleskoplæsseren, forklarer Frederik Hansen.
På årsbasis flytter han og kollegaen Tobias Olsen omkring 35.000 tons halm og 10.800 tons flis. Lokale landmænd med faste kontrakter står for leverancerne af halm sammen med flere store udbydere.
Det betyder adskillige ture ind og ud af teleskoplæsserens kabine hver eneste arbejdsdag, og det har fået de to driftsassistenter til at sende mange venlige tanker til konstruktørerne hos Manitou.
Nem og sikker adgang
- Kabinen skiller sig virkelig ud med det, der vist nok er døbt easy step. Et indhak til trinet op til kabinen, som giver meget nemmere og også mere sikker adgang. Trinet er bygget ind, så det er langt lettere at få et godt fodfæste, pointerer Frederik Hansen.
Joystick-styring af maskinen er en anden behagelighed, som maskinførerne mærker i det daglige. I stedet for at manøvrere teleskoplæsseren rundt med utallige drej på et rat, styres maskinen med venstre hånd på joysticket.
- Vi kan klart mærke, at joystick-styringen belaster ryggen mindre, og dermed er mere skånsom, når vi sidder i kabinen mange timer om dagen, siger Frederik Hansen.
MLT741-140 V+ ligger i den øverste tredjedel af Manitous program i landbrugsteleskoplæssere, og som Frederik Hansen nævner, er den en populær maskine i landbruget. Men har altså også vundet fint indpas hos forsyningsselskaberne.
Den har en løftehøjde på 6,90 meter og magter at tumle op til 4100 kg på gaflerne. Maskinen er en af Manitous NewAg-modeller, som kendetegnes af blandt andet lavt støjniveau og lave driftsomkostninger. Deutz leverer motoren med 136 hk til MLT741-140 V+.

Det er store mængder halm, der håndteres hos forsyningsselskabet på Masnedø ved Vordingborg. I 2022 blev det til omkring 35.000 tons – foruden 10.800 ton flis.