Bauer Group sætter nye standarder for vanding og gylleseparation
AS 50 NEO-vandingsbom med fokus på lavtryksvanding og gylleseparationskæmpen PSS 8 fra FAN er blandt nyhederne hos østrigske Bauer.

På vandingssiden præsenterer Bauer sin nye, lette AS 50 NEO-vandingsbom med en udfoldet bredde på 50 meter. Med endedyser når den op på 72 meter. Foto: Bauer
Bauer Group fra Østrig står i Hannover klar til at præsenterer nyheder inden for både gylleseparation og vanding.
På vandingssiden præsenteres den nye, lette AS 50 NEO-vandingsbom med en udfoldet bredde på 50 meter. Med endedyser når den op på 72 meter.
Bommen udmærker sig blandt andet ved, at den nemt kan foldes til transportbredde. Og ifølge producenten er det markedets eneste bom i sin størrelse, der kan foldes ind til tre meter og transporteres på vejen sammen med slangetromlemaskinen. Den vejer samtidig så lidt, at den kan foldes ind og ud meget let, pointeres det fra Bauer.
Fokus på lavtryksvanding
Der er ifølge producenten i øjeblikket en stærk tendens inden for vanding i retning af lavtrykssystemer, der arbejder med reduceret tryk, hvorved man sparer energi.
Samtidig vander bommen, der kan udstyres med en bredstrålespreder, med en meget ensartet vandfordeling, hvor man vander tæt på planterne. Det sikrer lav vindfølsomhed. De fleste dyser arbejder med et dysetryk på cirka 0,8 bar, hvilket ifølge Bauer langt overgår andre systemer, når det kommer til at reducere energiforbruget.
- Systemet er vandingsmaskinernes alternativ til pivot-vanding, og er perfekt til højværdiafgrøder som kartofler, løg og gulerødder. Vi har da også allerede nogle anlæg kørende i Danmark af forgængeren til AS 50 NEO-vandingsbommen, fortæller Bauers skandinaviske salgschef, danske Jacob Johnsen.

Jacob Johnsen, skandinavisk salgschef hos Bauer Group, er på Agritechnica alle udstillingsdage. Foto: Jacob Lund-Larsen
Passer til Rainstar-modeller
Jacob Johnsen står alle dage på Bauer Groups stand i hal 22, hvor han naturligvis gerne præsenterer koncernens nyheder for alle interesserede danske og skandinaviske gæster på messen. Herunder altså AS 50 NEO-vandingsbommen, som har en frihøjde på en meter. Den har samtidig hydraulisk højdejustering, som kan justere vandingshøjden fra 0,9 til 2,3 meter over jorden.
KPW (Komet Precision Wave) fra firmaet Komet kan installeres i begge ender af vandingsbommen. Det unikke design har en svingende deflektor, hvilket gør det muligt at levere en meget ensartet dråbefordeling, som i sidste ende kan bidrage til, at man kan opnå det højst mulige udbytte i de vandede afgrøder, pointeres det fra Bauer.
AS 50 NEO kan installeres på alle Bauers Rainstar-modeller i serierne E11 til E55 samt den nye serie E100 til E600.
Separator med kæmpe kapacitet
Foruden sine vandingsanlæg er Bauer Group også kendt verden over for sin ekspertise inden for gylleseparation under navnet FAN. Og på Agritechnica præsenteres FAN’s hidtil største gylleseparator - PSS 8.
Med en imponerende driftskapacitet på 50-65 m3 er PSS 8 velegnet til større gårde. Men ikke mindst den professionelle, danske biogassektor ventes at vise interesse for den nye model, vurderer Jacob Johnsen fra Bauer Group.
Dimensionerne på PSS 8-gylleseparatoren er 3,6 x 0,9 meter, og der er en højde på 1,3 meter op til indløbet. Det velkendte FAN-presseskruekoncept er bevaret, mens komponenterne er blevet forstørret: Den 2200 mm lange og 350 kg tunge snegl støttes yderligere af et hovedleje. Med en diameter på 400 mm er soldet også dimensioneret til en enorm kapacitet. Den indbyggede snegl drives af en 30 kW elektrisk motor, der kører ved 400V/50Hz.
Kan erstatte flere maskiner
PSS 8-gylleseparatoren leverer et tørstofindhold på 7-9 procent i råmaterialet, mens tørstofindholdet i den separerede fiber ligger på cirka 36 procent. Tørheden i det faste materiale kan variere ved antallet og positionen af modvægte ved hjælp af en patenteret outputregulator.
Med sine store dimensioner og betydelige kapacitet kan en enkelt PSS 8 erstatte to eller flere mindre maskiner, pointeres det fra producenten.
- PSS 8 bliver klart en spiller på markedet - ikke mindst i biogassektoren og på de største landbrugsbedrifter, vurderer Jacob Johnsen. Han forventer at kunne præsentere nyheden i Danmark i 2024, og han står naturligvis klar til en præsentation i Hannover i den kommende uge.