Fynsk maskincenter har nu også Lemken på programmet
Den fynske New Holland-områdeforhandler har nu også fået jordbehandlingsredskaber og sågrej på programmet.

Glamsbjerg Maskincenter er blevet forhandler af Lemken-programmet. Fra venstre er det Nis Peter Albrechtsen fra Lemken Skandinavien sammen med den fynske maskinforretnings tre indehavere, Kristian Jørgensen, Ulrik Bøgelund og Søren Bech Sørensen. Foto: Erik Hansen
Glamsbjerg Maskincenter, der er områdeforhandler af New Holland-traktorer, høstmaskiner og entreprenørmaskiner, har nu også fået jordbearbejdningsmaskiner og såudstyr på programmet.
Maskincenteret har netop offentliggjort en forhandleraftale med Lemken Skandinavien for den sydlige del af Fyn.
- Efter vi for fire år siden udvidede vores aktiviteter indenfor have-/parkmaskiner til også at omfatte New Holland-traktorer og landbrugsmaskiner, er vi nu klar til at tage næste skridt med Lemken landbrugsredskaber, lyder det fra salgschef Kristian Bøgedal Jørgensen.
- Og netop Lemken har stået øverst på ønskesedlen, da det store kvalitetsprogram i forvejen har stor anerkendelse i vores område, tilføjer han.
I alt er 18 medarbejdere inklusive de tre indehavere beskæftiget hos Glamsbjerg Maskincenter.