Dansk stenopsamler på vej ud i verden

22-årige Søren Vestergaard Kristensen er ikke et sekund i tvivl om, at hans stenopsamler kommer til at køre rundt i hele verden. Hans virksomhed har solgt 23 stenopsamlere det første år, og nu er de næste 30 ved at blive gjort klar til salg.

Søren Vestergaard Kristensen er 22 år gammel, nyuddannet EUX-klejnsmed i fredags og bor i Kjellerup i Midtjylland.

På bare et år har han solgt 23 stenopsamlere i Jylland, på Fyn og Sjælland gennem sin virksomhed Stoneless ApS.

En danskproduceret, CE-mærket opsamler med en Honda-motor på 5,5 hestekræfter. Opsamleren er med galvaniserede ståldele og kan samle sten op med en diameter på mellem 6 og 50 centimeter

Til ATV og UTV

Foran stenopsamleren kan der køre en ATV eller UTV på minimum 500 kubik, anbefaler Søren Vestergaard Kristensen – og helst med firhjulstræk.

Stenopsamleren betjenes med tre vippekontakter, som skrues fast til styret på ATV´en.

- De fleste sten ligger et stykke nede i jorden og det kan den sagtens klare, fortæller han.

Når ladet er fuldt, kører man hen i læbæltet eller hjørnet af marken og læsser stenene af, igen uden at skulle ned af ATV`en – alt foregår fra sædet.

Skånsom ved afgrøder

For Søren Vestergaard Kristensen er der flere fordele ved hans opfindelse, når man sammenligner den med den traditionelle tur i marken med arbejdshandsker og en traktor for at samle sten.

- Det går hurtigere. På markerne heromkring kan jeg tage omkring syv hektar i timen. Samtidig er den ikke så hård ved afgrøderne. Et par uger efter jeg er kørt over en mark, kan man ikke se, hvor jeg har kørt, fortæller han.

Maskinen har en egenvægt på 395 kg.

Med en ATV og stenopsamler, slipper man også for selv at skulle ud og rykke i stenene og løfte på dem.

- Selvom stenene ligger lidt nede i jorden, kan opsamleren sagtens få den fri. Eneste ulempe er måske, når vognen er fuld, men det er jo ikke værre, end at man kører ud i læbæltet eller for enden af marken og læsser af, lyder det.

Stenopsamleren kan nemt og enkelt kobles til og fra ATV´en, og kan transporteres direkte bagved ATV´en og igen flyttes ud på siden, når den skal køre i marken.

Flere på vej

De 23 opsamlere, der er solgt det seneste år, er primært solgt til planteavlere og svineproducenter, som har fra 200 hektar jord og opefter.

Stenopsamleren koster 55.000 kroner plus moms, og lige nu er Søren Vestergaard Kristensen i fuld gang med at samle en ny serie på 30 opsamlere, hvor de første er solgt. Resten skal sælges hen over efteråret i år

Søren Vestergaard Kristensen har et par kammerater timeansat til at hjælpe med produktionen.

Han tror selv på, over tid, som minimum at sælge 500 opsamlere i Danmark.

Købes på nettet

Han har deltaget i en række kurser omkring markedsføring på de sociale medier, for maskinen skal ikke sælges gennem forhandlere rundt omkring i landet, men på nettet, hvor maskinen ligges i indkøbskurven på hjemmesiden.

- Det er det, der er fremtiden. Jeg har undersøgt at have forhandlere rundt omkring i landet, men de vil have for store procenter, og så kan det ikke betale sig for mig, fortæller Søren.

Store ambitioner

- Jeg er fuldstændig sikker på, at der er et stort marked. Det bliver rigtig stort det her. Om et par år vil den være ude i hele verden. Det er jeg slet ikke i tvivl om, siger Søren Vestergaard Kristensen, som allerede har fået henvendelser fra Irland og Sverige.

Han er netop blevet færdig med sin uddannelse og skal nu bruge alle sine arbejdstimer på Stoneless. En virksomhed, han har haft, siden han var 18. Et par år forinden skabte han sin første prototype af stenopsamleren og det er nu den anden serie, der er på vej ud i landet og måske resten af verden.

Og mon ikke der skal udvikles flere maskiner.

- Det kan være, jeg skal udvikle noget på en frontlift, så den kan hapse sten, og måske skal den her også gøres lidt større, måske 50 procent, fortæller Søren Vestergaard Kristensen, som foruden salg af stenopsamlere også lejer sit maskineri ud både med og uden fører.

teba@effektivtlandbrug.dk
telefon +45 61 55 15 87

Læs også