Siden 2010 har vognprogrammet fra den tyske Krampe-fabrik kunnet købes gennem Maskinhandler Indkøbsringen og de tilknyttede MI-forhandlere landet over. Men til nytår ophørte dette importsamarbejde.

I stedet har Krampe valgt selv at forestå importen direkte til udvalgte forhandlere landet over. Tre MI-forhandlere er fortsat med salget af de tyske kvalitetsvogne. Det er i nord Midtfjord Agro i Løgstør, Heden Maskinforretning, der dækker Fyn og den østlige del af Sydjylland, og Karl Mertz A/S, som har hele området øst for Storebælt. Desuden dækker Lyngfeldt A/S det østlige Jylland og vestpå tager TBS Maskinpower sig af forhandlingen.

- Dermed er vi godt repræsenteret over hele landet af store, dedikerede maskinforretninger, som kender godt til vores program, siger Kenneth Brønner, der er salgsansvarlig for Krampe Fahrzeugbau GmbH i hele Skandinavien.

Tysk kvalitet

Om vognprogrammet fremhæver han den høje tyske kvalitet, lige fra svejsninger til design og udstyr.

Krampe-entreprenørprogrammet fås fra 14 til 32 tons vogne og i tre-akslet udgave op til 18 kubikmeters indhold. Desuden bygges en serie af kroghejsvogne på fabrikken ved Münster.

Til landbrugsformål kan Krampe tipvognene leveres med sider, til for eksempel korntransport. Desuden findes en landbrugsvogn med båndaflæsser til både korn og transport af andre afgrøder.

Også indenfor entreprenørbranchen er de tyske vogne anerkendte.

- Som de første på markedet lancerede vi for 25 år siden tipvogne med halvrund bund, hvilket betyder langt større komfort ved aflæsning. Men også stemplet foran på vognen giver en hurtigere aflæsning. Desuden tilbyder vi flere typer undervogne og dækmontering, alt efter opgaverne, vognene skal anvendes til.

Maskiner