Giants nyeste skud på den elektriske minilæsserstamme hedder G2200E. G for Giant, mens 2200 er maskinens egenvægt i kilo og E står for elektrisk.

Læsseren findes i to udgaver, en standard- og en X-TRA-model.

Det er Brdr. Holst Sørensen A/S i Obbekær ved Ribe, der er dansk importør af Giant-minilæssere. Salget foregår gennem et landsdækkende forhandlernet på cirka 25 forhandlere. Udover importen i Danmark har Brdr. Holst Sørensen også importen af Giant-minilæssere i Sverige.

Giant G2200E-modellerne kombinerer det bedste fra begge verdener til en knækstyret læsser, lydsvag drift og ingen CO2-udledning. Minilæsseren bliver dermed den ideelle maskine til læsseopgaver i stalden eller på byggepladser i byen.  

Minilæsseren er udstyret med et 48 volts lithium-ion batteri, placeret hvor motoren traditionelt sidder på en Giant-minilæsser. Læsseren har to separate elektriske motorer, en 6.5 kW til drift af maskinen samt en 11.5 kW for hydraulikken.

Tre batteristørrelser

G2200E og G2200E X-TRA fås med tre batteristørrelser. 250, 375 eller 500 amperetimer. En opladning giver arbejde under normale forhold i 4, 6 eller 8 timer.

Læsseren er udstyret med en indbygget oplader på 40 eller 60 ampere, som kan tilsluttes til 230 volts strømforsyning.

Det er muligt gennem displayet at justere opladningsprocessen, så den tilpasses strømforsyningen på 230 volt med enten 10 eller 16 amperesikringer. Ekstern ladestation er muligt som ekstraudstyr.

Ladestationen er tilgængelig i størrelser fra 150 til 300 ampere og kan oplade batteriet til 50 procent på 30 minutter. Lithium-ion-batterierne holder op til tre gange længere end andre konventionelle batterier, og vinder på flere parametre som ydeevne, hurtig opladning og minimal vedligeholdelse.

Stor ydeevne

G2200E-modellen er med en løftehøjde på 2.85 meter og en løftekapacitet på 1.650 kg velegnet til læsseropgaver i højden. G2200E X-TRA er med en løftehøjde på 2.45 meter og en løftekapacitet på 2.200 kg udviklet til ekstremt tungt arbejde specielt inden for entreprenørsektoren.

I sommeren 2016 åbnede et nyt forsknings- og udviklingscenter på Giant-fabrikken for at udvikle og bygge nye og innovative maskiner. En betydelig udvidelse i blandt andet ingeniørafdelingen gør, at viden forbliver i huset, og fokus bibeholdes på udviklingen af eldrevne maskiner.

G2200E repræsenterer fremtiden inden for elektriske minilæssere fra Giant og er det første svar på en stigende efterspørgsel på CO2-neutrale læssemaskiner.

 

per@effektivtlandbrug.dk
telefon 20 25 10 37

Maskiner