- Til stadighed dukker debatten om anvendelse af glyphosat op, senest hen over sommeren. Og selv om jeg ikke tror, der kommer et direkte forbud, vil jeg hellere være i god tid og fremme den sunde biodiversitet.
Sådan lyder det fra driftsleder på Lerchenborg Gods, John Haugaard, der har taget initiativ til en maskindemonstration torsdag den 8. november klokken 10.
Her deltager flere maskinfabrikanter, Foreningen for Reduceret jordbearbejdning i Danmark (FRDK), Remix-projektet ved Roskilde Universitet, Dansk Frøavlerforening og Agrovi.
Baggrunden for demonstrationen er at finde maskinelt grej til at sætte gang i omsætningen af en to-års rødsvingelmark, der står ekstremt tæt.
 

Alternativ ved et forbud

- Jeg vil gerne finde et alternativ i forhold til at sprøjte marken ned, hvis der kommer et forbud, uden jeg skal vende jorden og pløje afgrøden ned som sådan. Årsagen til det er, at der findes et stort antal af nyttige mikroorganismer i de to øverste centimeter af jordlaget, som jeg gerne vil bevare af hensyn til biodiversiteten, forklarer John Haugaard.
- Derfor, tilføjer han, skal jeg have fundet noget grej, der kan rykke græsset i stykker og fra hinanden uden der efterlades store klumper græs, som det ikke er til at så i.
I den forbindelse nævner driftslederen, at han til stadighed er rundt på forskellige udstillinger for at se på maskiner. Et er dog at se maskiner og redskaber på en rød løber i en udstillingsbygning i Danmark, England eller Tyskland – noget andet er at se den ved en maskindemonstration, hvor den skal vise sit værd i marken.
 

Antageligt første gang

John Haugaard peger på, at der ikke tidligere har været maskindemonstrationer i Danmark, hvor netop denne problemstilling er taget op.
- De fleste vælger harvedemonstrationer, hvor der virkelig vendes rundt på jorden, men det vil jeg netop ikke. Derfor har jeg også spurgt Agrovi og konsulent Søren Ilsøe, der arbejder med conservation agriculture, om de ville være med.
- Det vil de heldigvis og arrangementet følges derfor op med en forårsmarkvandring, hvor vi gennemgår marken, effekten af maskinernes arbejde samt udbytteregistrering, fortæller John Haugaard.
- Jeg håber, vi kan få lavet en god analyse af, hvilke maskiner der er bedst til at rive en mark i stykker med to-tre centimeters arbejdsdybde og på en måde, så vi ikke har en masse »klumper« af græs og andet liggende, som er ødelæggende for det videre arbejde i marken, slutter han.
 
MaskinerPløjefri dyrkning