Det stigende traktorsalg i Danmark er blandt andet drevet af Case IH, Massey Ferguson og Claas, der alle har solgt flere traktorer de første fire måneder af 2019 sammenlignet med samme periode i 2018.

I alt er der solgt 516 traktorer i de første fire måneder af 2019 mod 479 traktorer sidste år. Den samlede traktorbestand i Danmark er pr. 30. april 47.100.

John Deere kan, selvom markedsandelen er faldet fra godt 26 procent sidste år til knap 19 procent i år, stadig holde sig på andenpladsen i kampen om Danmarks mest solgte traktor. New Holland har også tabt markedsandele fra godt 20 procent sidste år til i år godt 14 procent.

Lige nu ser tallene således ud for de første fire måneder af 2019. Bemærk, at statistikken er beregnet for traktorer over 40 hk.

Case IH har lagt sig i spidsen med 107 traktorenheder, John Deere: 95, New Holland: 75, Massey Ferguson: 70, Claas: 59, Fendt: 55, Valtra: 24, Deutz-Fahr: 12, Kubota: 3, Landini: 3, McCormick: 2 og endelig JCB med én traktorenhed.

Case IH Puma-traktoren fører statistikken

- Vi er superglade for forsat at ligge nummer et. Det viser, som vi tidligere har sagt, et stort engagement og fokus fra de lokale Case IH-forhandlere over hele landet. Vi må endnu en gang konstatere, at vi ikke endnu har set den fulde effekt af alle de tiltag, som har bragt os hertil, så vi ser fortsat meget positivt på de kommende måneder, udtaler Morten Nørtoft Jørgensen, Marketing Manager for Case IH for Norden og Baltikum i en kommentar til traktorstatistikken.

- Case IH står især stærkt i segmentet over 200 hk, hvor mærket har en markedsandel på hele 21 procent, og det er da også en model i dette segment, nemlig Puma 240 CVX, som tager førstepladsen for flest registreringer på en enkelt model. Puma 240 CVX-føring blev yderligere udbygget i april, og er faktisk knapt fem procent af alle indregistrerede traktorer i år, forklarer han.

- I den kommende tid starter dyrskuesæsonen, og vi ser frem til sammen med vores forhandlere at møde mange glade Case IH-kunder på årets dyrskuer, hvor vi forventer at have nye produkter at vise frem, afslører og slutter Morten Nørtoft Jørgensen.

Salget i april måned sammenlignet med sidste år er faldet fra 133 til 112 traktorenheder. Case IH fører traktorstatistikken med et mulehår foran John Deere med én mere solgt traktor. Case IH har solgt 30 traktorenheder og John Deere 29 traktorer. På tredjepladsen kommer New Holland ind med 20, efterfulgt af Claas og Fendt med 7, Massey Ferguson med 6, Valtra 4 og Landini og Kubota med hver 2 traktorer.

Læs mere om traktorsalget i Danmark på lørdag i dagbladet Effektivt Landbrug Weekend.