Nye støjsvage teleskoplæssere fra JCB
Fire nye JCB-teleskoplæssere blev lanceret i torsdags i England. Teleskoplæsserne udmærker sig ved øget løfteevne, forbedret sikkerhed og kørerkomfort samt en ny ergonomiske førerkabine, som er 50 procent mere støjsvag end forgængeren – et maksimalt støjniveau på 69-dbA.

- Vores nye kabine, Command Plus, har en række forbedringer og nyskabelser i forhold til tidligere JCB-teleskoplæssere, som hjælper føreren, siger Dennis Faurby, markedschef hos Nicolaisen & Larsen A/S. Foto: Per Jørgensen.
Nye JCB-teleskoplæssere, som blev præsenteret i torsdags, består af fire modeller med en øget løftekapacitet fra 100 til 200 kg i forhold til tidligere modeller.
De nye modeller er forbedret på en række punkter. Et 6-meter løft på model 538-60, et 7-meter løft på modellerne 532-70 og 542-70 og et 9,5 meter løft på topmodellen 536-95.
JCB-teleskoplæsserne kommer i flere versioner i hver modelserie. AgriPro-versionen leveres med en hydrostatisk fremdrift op til 19 km/t, og ønsker man hastigheder over 19 km/t og op til 40 km/t styres denne hastighed af en 6-trins PowerShift transmission. AgriPro-versionen leveres i fire modeller.
AgriSuper-teleskoplæsseren leveres ligeledes i fire modeller med en 6-trins Powershift transmission og med en tophastighed på 40 km/t. Og endelig kan JCB også levere en Agri-version med en 4-trins PowerShift transmission med en tophastighed på 30 km/t.
- På verdensplan udgør JCB-teleskoplæssere én ud af hver tredje solgte læsser
JCB tilbyder over 30 forskellige teleskoplæssere, fra kompakte modeller dækkende de mindre og snævre arbejdsområder til plus 20 meter højtløftende læssere.
Ny kabine
Alle de nye JCB-teleskoplæssere leveres med JCB EcoMAX-motorer, der spænder fra 75 til 145 hk og afhængig af modelvalg er teleskoplæsserne udstyret enten med en 4,4 liters eller en 4,8 liters motor.
- De største modeller af AgriPro- og AgriSuper-læsserne er udstyret med en 145 hk motor, mens den store Agri-model leveres med en 125 hk motor, forklarer, Dennis Faurby, markedschef hos Nicolaisen & Larsen A/S, der har været JCB-importør i Danmark siden 1975.
- Vores nye kabine, Command Plus, har en række forbedringer og nyskabelser i forhold til tidligere JCB-teleskoplæssere. Kabinen har 12 procent mere plads, et væsentlig lavere støjniveau på helt ned til 69-dbA, et nyt joystick, som er integreret i sædets armlæn samt en række nye features, som gør det nemmere at betjene teleskoplæsseren. Derudover er de nye modeller udstyret med en række intuitive funktioner, som hjælper føreren i en travl hverdag, påpeger markedschefen.
Øget salg med 200 procent
JCB har siden 1981 produceret teleskoplæssere til landbruget og fabrikken i England er verdens største. Næsten 250.000 teleskoplæssere har JCB produceret og fabrikken producerer omkring 100 enheder om dagen lige nu.
På verdensplan udgør JCB-teleskoplæsser én ud af hver tredje solgte læsser.
- Kunderne i Danmark har virkelig fået øjnene op for de unikke egenskaber, JCB-teleskoplæsserne besidder med høj performance og lave driftsomkostninger. Når maskinerne skal skiftes ud, har de en høj gensalgsværdi, som alt sammen bidrager til, at de totale omkostninger for teleskoplæsseren, er gode for ejeren, udtaler Dennis Faurby, og fortsætter:
- I 2016 iværksatte Nicolaisen & Larsen en ambitiøs plan med fokus på salg af teleskoplæssere i Danmark og denne plan har givet pote, da salget af JCB-teleskoplæssere er stedet med 200 procent i 2017 i forhold til 2016, slutter han.