Rækkedyrkning og økologi er drivkraften
Den hedder »System Cameleon« og kan så på rækker og rense med et skær på en faststyret tand. Det giver optimale forhold for planten, som kvitterer med højere kvalitet og i sidste ende flere penge, lyder importøren bag, Hammerum Service Center.

Her ses en 8-meters fuld udstyret System Cameleon.
Selvom indehaveren Thomas Kjærsgaard har svært ved at slippe tankerne om årets tørke, og hvilke konsekvenser det giver nu og nok endnu værre næste år. Ja, så er det en realitet, at der på et tidspunkt skal sås. Her sælger Thomas Kjærsgaard grejet, som efter hans mening uden sammenligning, er det mest udviklede system til planteavl helt uden eller med reduceret brug af bekæmpelsesmidler og kunstgødning.
Såmaskinen hedder System Cameleon og kan så på rækker i en dybde på mellem 0 og 12 centimeter.
- Det betyder, at vi stort set kan så alt. Alle kornafgrøder, spinat, hestebønner, karse, hamp og så videre, forklarer Thomas.
Selve såsystemet er bygget til at skære såsæden ned og holde den indstillede sådybde uafhængig af det harvede såbed, hvilket sikre en høj præcision. Cameleonen trykker ikke planterester eller pakker jorden.
- Især en afgrøde som ærter påvirkes negativt af pakning, forklarer Thomas Kjærsgaard.
Et 8-meters såsæt kræver minimum 150 hestekræfter i front. Og her vil brændstofforbruget ligger på omkring 3,5 liter pr. hektar.
Præcision i marken
Præcision allerede fra første færd i marken er altafgørende, mener Thomas Kjærsgaard. System Cameleon sikrer den præcision allerede ved såning og senere ved radrensning og gødningsnedfældning.
Radrensningen kan ske med samme maskine som kan monteres med udstyr til automatisk rækkesporing. Med en nøjagtighed på omkring en centimeter kigger et kamera på sårækkerne og en computer styrer maskinen ind mellem rækkerne.
Radrenseren er et 18 millimeter skær på en faststyret tand. Det gør at skæret ikke kan slingre sidelæns og samtidig har en højere gennemskæringsevne.
- Og det gør at vi har fuldstændig kontrol og kan få mere ukrudt med, siger Thomas.
Ved at kombinere kamerastyringen og såenheden kan Cameleonen også så imellem afgrøderne. For eksempel frø.
Forårsharvning
Maskinen kan med sine brede lugeskær også stå for en gennemskæring af hele jordlaget ved en overkørsel.
- Om foråret kan man kickstarte ukrudtsfrøene ved en tidlig harvning, som især ved forsinket såning skaber maksimal virkning mod ukrudtet, sige Thomas Kjærsgaard.
Nedfældet gødning
Cameleonen er også udviklet til rækkesporet gødningsnedfældning. I foråret kan man køre over sine fugtige efterårssåede marker og nedfælde gødning.
Men den rigtige kvalitet gødning kan systemet udbringe omkring 800 kilo pelleteret gødning pr. hektar.
Thomas Kjærsgaard mener at netop at nedfælde gødningen kan have en større effekt end bredspredning, hvor effekten ved for eksempel økologisk gødning næsten helt kan udeblive, hvis ikke der kommer store mængder regn efterfølgende.
Modulopbygget
Ved System Cameleon vil man kunne udføre flere opgaver i samme arbejdsgang. Man kan blandt andet nedfælde gødning samtidig med at området imellem rækkerne ukrudtsharves.
Det skyldes at systemet er modulopbygget. Kunden kan på den måde investerer i de moduler, som passer til ham.
Hammerum Service Center har to ansatte og er beliggende ved Herning. Virksomheden blev grundlagt i 1992 og sælger i dag også maskiner af mærket Pöttinger, samt andre småmaskiner.