Soldrevet lågeautomatik fra Poda Hegn stjernenyhed på Agromek
Poda Hegn præsenterer en ny type lågeautomatik, der henter strøm fra solen og derfor kan installeres på låger overalt i naturen. Den soldrevne lågeautomatik er en af dette års stjernenyheder på Agromek.
Den nye, soldrevne automatik giver mulighed for at åbne en låge automatisk, blot med et tryk på en knap - også på afsides steder, hvor der ikke er adgang til 230 Volt. Motor og styring kører nemlig på 24 Volt og drives af en strømforsyning, der forsynes med strøm fra solceller. Den soldrevne automatik kan monteres på de fleste låger og tilpasses efter behov.
Systemet er velegnet til låger på ridestier, der går gennem indhegnede områder - f.eks. naturarealer, der afgræsses med får eller andre dyr. Automatikken aktiveres med en trykknap, der monteres i en bekvem højde, så rytteren kan blive på hesten, når han/hun skal igennem lågen. En ”blød start/stop”-funktion aktiverer lågen uden pludselige ryk der ellers typisk kan forskrække heste.
Automatiklåger er også særdeles velegnet til brug for kørestolsbrugere og andre handicappede, der kan have stort besvær med at åbne og holde tunge, selvlukkende låger imens de passerer. Fotoceller registrerer bevægelse i lågeåbningen, så lågen ikke lukker, før man er helt igennem.
Automatikken sørger desuden for at lukke lågen et fastsat antal sekunder efter åbningen, så der ikke er nogen risiko for at lågen efterlades åben og dyrene løber ud af indhegningen.