Traktorsalg med pil opad

Der efterspørges større og større traktorer til det danske traktormarked og salget er stabilt, dog med pil opad.

Aldrig før er der lanceret så mange nye traktormodeller og de fleste nye traktorer, der bliver vist frem på Agritechnica i næste uge, er alle i den høje ende af hk-skalaen.

Fendt har lanceret en 900-serie tidligere i år, John Deere har netop introduceret deres nye 8R-serie og en mindre 6M-serie, Case IH med en helt ny Magnum-serie, New Holland med en ny T8 Genesis-serie, Massey Ferguson »Next edition« i MF5700- og MF 7700-serien og McCormick X7-serie og der venter flere i næste uge under Agritechnica-udstillingen.

Og der er heller ikke nogen tvivl om, at det danske marked efterspørger større og større traktorer.

Traktorstatistikken for de første ti måneder viser med alt tydelighed, at salget over 200 hk-segmentet efterspørges.

Over halvdelen af traktorerne, der bliver solgt i Danmark, er over 200 hk, i alt 671 traktorer over 200 hk til og med den 31. oktober mod 589 i samme periode sidste år. En stigning på næsten 14 procent.

John Deere topper oktober måned

Der blev solgt 121 traktorer i oktober måned mod 113 i oktober måned sidste år. Det er en stigning på godt syv procent.

John Deere solgte 31, New Holland 27, Case IH 20, Valtra 12, Massey-Ferguson 7, Claas og Fendt hver 6, Landini 2 og Deutz-Fahr 1.

Frem til 31. oktober er det Case IH, der indtager førstepladsen med 259 traktorenheder, John Deere 252, New Holland 196, Massey-Ferguson 149, Valtra 113, Claas og Fendt hver 110, Deutz-Fahr 29, Landini 7, McCormick 6 og Same 2.

Koncerntallene til og med oktober er CNH (Case IH og New Holland) 455 traktorenheder, Agco-koncernen (Fendt, Massey Ferguson og Valtra) 362 traktorenheder og John Deere med 252 traktorenheder.

Læs mere om traktorsalget i dagbladet Effektivt Landbrug torsdag. Du kan også læse avisen i aften kl. 21.10 på de tablets, smartphone eller browser. (Abonnement)

Læs også