I stalden har Gunnar Dyhre Hansen fire mand ansat til at passe gårdens 300 malkekøer.

En vigtig hjælper på Mørkebjerggård i Ulbølle er også en pålidelig læssemaskine til de mange daglige opgaver.

Her har Gunnar Dyhre Hansen fra Maskiner A/S i Horsens anskaffet en ny Yanmar V120 highlift læssemaskine til afløsning for den hidtidige og næsten identiske Schaeff TL120 highlift.  

Magen til den gamle

Det var vigtigt for den sydfynske kvægbruger at få en maskine magen til, da den gamle maskine altid har været super pålidelig, og lettet arbejdet på gården væsentligt.

- Jah, den har der sgu aldrig været noget med, lyder det fra Gunnar Dyhre Hansen, der samtidig glæder sig over, at alle redskaberne passer på den nye maskine.

Den gamle Schaeff havde klaret hele 12.000 timer på 5,5 år, og med leveringen af den nye maskine, er det 5. læssemaskine, de har på gården.

- Vi bruger den til stort set alle opgaver, og det er en perfekt all-round maskine, som kan bruges overalt. Vi bruger den til alt lige fra at blande foder, stakke halm, muge ud, og hvad der nu ellers måtte være af opgaver på gården, fortæller den sydfynske kvægbruger om sin nye læssemaskine. 

Stor læssehøjde

Den nye Yanmar V 120 er med centralsmøring, lynkobling af olieslanger, og ekstra brede dæk. De brede dæk giver bedre stabilitet, når der køres i blødt terræn.

Maskinen henvender sig specielt godt til netop kvægbrug, da den med sin løftehøjde på hele 4,16 meter uden problemer kan nå op i fuldfodervognen. Det gør blandearbejdet både nemt og fleksibelt.

For Gunnar Dyhre Hansen, som har vejesystem i fuldfodervognen, betyder det, at han nemt kan læsse de korrekte mængder af foder op i vognen.

Det er desuden den eneste maskine på markedet, som på trods af sin store løftehøjde, samtidigt er så kompakt i sin størrelse, at den med sine 7400 kg og maskinbredde på kun 2,1 meter kan komme til overalt på gården, og derfor kan løse en bred vifte af opgaver i den daglige drift.