Bæredygtigt Landbrug og Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter anker nu Esbjerg Byrets afgørelse i ammoniaksagen mod Vejen Kommune. Det oplyser parterne i en pressemeddelelse.

Anken sker på vegne af mælkeproducenterne Boe og Jonna Lundgaard, der risikerer at måtte lukke deres husdyrbrug ved Holsted på grund af nye miljøkrav.

Ifølge anken skal retten undersøge, om Vejen Kommunes restaureringsprojekt har foretaget en tilstrækkelig vurdering af konsekvenserne for det pågældende habitatområde, herunder betydningen af et fald i vandstanden på op mod 70 cm.

Samtidig rejser anken spørgsmålet om, hvornår EU-retten kræver en revurdering eller afregistrering af beskyttede områder.

- Helt uacceptabelt

- Det forekommer helt uacceptabelt, at en velfungerende mælkeproduktion pludselig udpeges som syndebuk for naturens udfordringer. Hvis samfundet kræver, at husdyrproduktionen skal lukke, må det som minimum resultere i fuld erstatning, siger Kjartan Poulsen, formand for Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter.

Centralt i sagen står ammoniakreglerne fra 2011, som kræver markante reduktioner af ammoniakudledning fra landbrug nær Natura 2000-områder. For ægteparret Lundgaard betød det, at deres ammoniakudledning skulle reduceres fra 2,2 kilo til blot 0,7 kilo pr. hektar inden 2031 – et krav, som ifølge landbrugsorganisationerne er urealistisk og ude af proportioner med den faktiske naturpåvirkning.

Bæredygtigt Landbrug og Danske Mælkeproducenter mener, at totaldepositionskravet ikke vil medføre nævneværdige forbedringer af naturtilstanden, da påvirkningen fra husdyrbruget ifølge dem er minimal sammenlignet med øvrige ammoniakkilder i området.

Parterne håber, at anken vil sikre en mere realistisk og proportional tilgang til miljøbeskyttelsen i landbruget. Sagen kan få stor betydning for mange andre landbrug, der står over for lignende krav i de kommende år.