Styrelser om minkgrave: - Vi er ikke akut bekymrede over situationen
Miljøstyrelsen og Fødevarestyrelsen har onsdag været på tilsyn ved minkgravene nær Boutrup Sø ved Nørre Felding. Her så de ikke tegn på, at vand er strømmet fra gravene og ned til søen.

Døde nedgravede mink udgør ingen akut fare for forurening af Boutrup Sø, vurderer Miljøstyrelsen efter tilsyn onsdag.
Der er ingen akut fare for forurening af Boutrup Sø ved Nørre Felding på baggrund af de minkgrave, som i slutningen af sidste år blev placeret på Holstebro Øvelsesterræn.
Det meddeler Miljøstyrelsen i et nyhedsbrev. Det sker efter, at Miljøstyrelsen sammen med Fødevarestyrelsen, der er bygherre, onsdag var på tilsyn i området. Tilsynet blev gennemført efter, at en borgergruppe har udtrykt bekymring for, at regnvand på overfladen af minkgravene kan strømme ud i det omkringliggende område og nå søen.
En del af minkgravene er placeret 200 meter fra søen. På forhånd havde Miljøstyrelsen anbefalet, at der skulle være mindst 300 meter til søen.
I nyhedsbrevet kan man læse, at der er masser af mudder og vandpytter, men ikke noget vand, der løber fra minkgravene og ned til den nærliggende Boutrup Sø. Tilsynet viste også, at regnvand havde strømmet på grusvejen i området. Og et enkelt sted var vandet løbet fra grusvejen og ud på terrænet.
Men regnvandet på vejen stammer ikke fra minkgravene. Tilsynet fandt et hul på en jordvold, hvor man har kørt med maskiner. Hullet i volden vil snarest blive lukket, så volden kan bidrage til at beskytte søen, lyder det.
Tilsyn ved Karup
- Vi er ikke akut bekymrede over situationen. I dag var der kun lidt vand på jordoverfladen, og der var ikke tegn på, at vand tidligere er strømmet fra gravene og ned til søen, siger konstitueret kontorchef Charlotte Moosdorf fra Miljøstyrelsen, der er miljøtilsynsmyndighed for minkgravene.
Fra fødevarestyrelsen lyder det:
- Vi fortsætter med at holde øje med situationen, og vil også en anden gang sætte stor pris på observationer fra borgerne.
Miljøstyrelsen gennemførte torsdag også et miljøtilsyn ved minkgravene på Karup Øvelsesterræn.
Ikke fare for drikkevand
I december afviste Miljøstyrelsen også, at minkgravene er til fare for drikkevandet. Ikke desto mindre har fødevareminister Rasmus Prehn (S) bebudet, at minkene skal graves op igen. Det arbejde bliver dog først igangsat til maj.
- Jeg har fuld forståelse for, at de lokale hellere så minkene oppe fra jorden i går end i morgen, men jeg har en stor tiltro til miljømyndighederne. Og da minkene stadig kan smitte med Covid-19, står genvinsten ved at grave dem op nogle få måneder før ikke mål med risikoen, lød det i december i en pressemeddelelse fra Rasmus Prehn.
ege