Landmænd sparer op i stenbanken

KHL-landmænd sætter marksten i banken og forbedrer havmiljøet i Lillebælt – og de opfordres til at spare endnu flere op

Peter-Martin Staugaard, Bjergagergaard, donerer cirka 25 kubikmeter sten til Kolding Stenbank.
Peter-Martin Staugaard, Bjergagergaard, donerer cirka 25 kubikmeter sten til Kolding Stenbank.

HAVMILJØ Stenbunkerne hos Kolding Stenbank på havnen i Kolding vokser dag for dag og venter på at blive til et kommende stenrev ud for Løverodde ved udmundingen af Kolding Fjord.

Borgere og virksomheder er inviteret til at donere deres sten, og Kolding Herreds Landbrugsforening (KHL) opfordrer nu sine medlemmer til at ”sætte marksten i banken”.

- Jeg kommer til at aflevere cirka 25 kubikmeter sten. Som både naturmenneske og landmand er jeg glad for at kunne bidrage med sten til miljøforbedringer i Kolding Fjord og Lillebælt. Miljøet er et fælles ansvar for alle, derfor er det dejligt, at vi landmænd nu kan bidrage til miljøforbedring på en meget konkret måde. For landbruget er også en del af løsningen for et grønnere Danmark, siger landmand Peter-Martin Staugaard, Bjergagergaard i Sdr. Bjert.

 

Stor symbolsk værdi

Peter-Martin Staugaard har taget imod et tilbud fra KHL om at få sat en container op til marksten til Kolding Stenbank. Landmændene har også mulighed for selv at stå for stentransporten til havnen, og Peter-Martin Staugaard sørger selv for at transportere en del af de mange tons sten fra Bjergagergaard til ”banken”.

 I den forbindelse er KHL ved at arrangere en fælles "afleveringsdag" onsdag den 2. december, hvor håbet er at landmændene vil starte traktorerne op og fylde en vogn med sten og køre til modtagepladsen på havnen i Kolding.

- Symbolikken i at levere sten til et kommende stenrev, der vil forbedre vilkårene for fjordens og bæltets dyr og planter, er stor. Mange stenrev er i tidens løb forsvundet på grund af stenfiskeri. Stenene er bogstaveligt talt blevet brugt som fundament for det danske velfærdssamfund – til byggerier, havne, moler osv. Nu betaler vi tilbage til havet, og jeg er stolt over, at landbruget også er bidragsyder til at forbedre miljøforholdene i fjorden og bæltet, siger Peter-Martin Staugaard.

Det er Kolding Kommune og Naturpark Lillebælt, som står bag stenbanken. Alle kan donere sten, så stenrevet er et fælles folkeligt projekt. Målet er at kunne danne et stenrev af minimum 500 kubikmeter sten ud for Løverodde. Stenrev er et vigtigt levested for mange dyr og planter i havet. Her lever bl.a. muslinger og tang, der kræver et hårdt underlag at hæfte sig til, og hvor fisk og krabber kan finde skjul og føde.

Se mere på www.khl.dk.

jba

Læs også

Styrelser om minkgrave: - Vi er ikke akut bekymrede over situationen
Projekt skal skære 15 procent af klimabelastning fra gartnerier
Nye multifunktionelle jordfordelingsprojekter på vej
Ufaglig kritik af landbruget
Trecifret millionbeløb afsat til oprensning af generationsforureninger
Udtagning af lavbundsjorde – på Herrens Mark