Det var lidt af en sensation, da biolog for det daværende Århus Amt, John Brandbyge, i 2001 opdagede den sjældne og truede orkidé ved navn hvid sækspore på Poul Martin Petersens jord i Hem ved Mariager. En blomst, der – så vidt man har kendskab til – kun vokser på tre lokaliteter i Danmark.
Blomsten blev opdaget, da man i forbindelse med udbedring af et vandhul på Poul Martin Petersens jord fandt et område med en sjældent set planterigdom.
Nu har Poul Martin Petersen modtaget en pris og 75.000 kroner fra 15. Juni Fonden for sit arbejde for at sikre orkidéen de bedst mulige betingelser.

Dejligt skulderklap

Poul Martin Petersen føler dog ikke selv, at han har gjort meget ud over, hvad der kunne forventes af ham.
- Det der primært er i det, er jo, at jorden ikke er fredet, og jeg har taget det ud af dyrkning alligevel. Men det er alligevel et lidt besværligt areal at dyrke, og jeg får også et hæderligt tilskud efter at have udlagt det til vedvarende græs, så jeg ved ikke, om jeg vil kalde det et specielt stort arbejde, jeg har gjort, fortæller jordejeren, der i alt ejer 170 hektar, hvoraf hans 25 ammekøer græsser på den ene tredjedel, en tredjedel er bortforpagtet, på 25 hektar dyrker han juletræer, mens resten er hede og højskov.
- Men det er bestemt dejligt at få et skulderklap, som sådan en pris er. Det er jeg da lidt stolt over, siger han.

Køer, får og heste

I forhold til at pleje arealet er der blevet prøvet forskellige løsninger i årenes løb. Udover Hvid Sækspore tæller området også orkidéerne Skov-Gøgelilje og Bakke-Gøgelilje, store bestande af Guldblomme og Kongepen og en række andre planter, der i sin tid gav en indexscore på 26 af 29, da Amtet satte tal på naturkvaliteten.
De første år, var det Poul Martin Petersens egne køer, der blev sat til at græsse, men det var for besværligt.
 Derfor varede det kun et par år, inden han fik lavet en aftale med en nabo med får.
- Men får har en tendens til at græsse samme sted hele tiden, så det var ikke den helt optimale løsning. Derfor allierede vi os sidste år med et par hestepiger, som lukkede deres heste ud i april måned. Det har været en god løsning, og jeg tror, det ender med, at de kommer til at gå derude hele året. Det er der dog ikke faciliteter til lige nu.

Ingen facitliste

Generelt har det handlet om at sjusse sig frem til løsningerne for at give de sjældne orkidéer de bedst mulige betingelser.
- Der findes ikke nogen ordentlig facitliste til, hvordan den slags skal gøres. Derfor har vi prøvet os lidt frem, og jeg har været lydhør over for de idéer, kommunen er kommet med, siger Poul Martin Petersen, der kun kan huske at have sagt nej til et kommunalt forslag én gang.
- Det var da de begyndte at fiske efter, om ikke jeg skulle have sådan nogle texel-får til at afgræsse derude. Det var jeg ikke interesseret i, siger han.

Penge til geder

Mens hestene – og måske en afbrænding – får lov til at holde bevoksningen nede på arealet med de sjældne blomster, har Poul Martin Petersen besluttet sig for at bruge de 75.000 kroner et andet sted tættere på boligen.
- Pengene skal bruges på et gedehus, et hegn og en par boer-geder, som skal forsøge at holde gravhøjene omkring huset fri for opvækst og med tiden forhåbentlig lave et fint overdrev.
- Så kan det være, at hvid sækspore på et tidspunkt finder herop, lyder det med et grin.
- Men det kommer nok ikke til at ske med det tempo, den indtil videre har udbredt sig med, konstaterer jordejeren, der på et godt år kan finde tre blomstrende hvide sæksporer, mens det sidste år blot blev til en enkelt.