Behovet for at have flere hænder til opgaven med at rådgive om vådområder er steget hos Sagro, der har rådgivningshuse i Holstebro, Herning, Billund og Esbjerg.

Derfor har rådgivningsvirksomheden fået Anita Hingstman Rasmussen med på teamet af oplandskonsulenter, som har til opgave at assistere interesserede landmænd med at søge om og få etableret minivådområder.

En del landmænd har fra Landbrug & Fødevarer fået brev om, at de har jord, der egner sig til et minivådområde.

På grund af usikkerhed omkring fortolkning af regler – og sidenhen IT-problemer hos Landbrugsstyrelsen – er de første minivådområder endnu ikke etableret i Sagros opland, men det forventer oplandskonsulent Karen V. Thomasen, snart vil ske.

Ansøgningsfrist

I Sagros område i det vestjyske forventes der at blive søgt om penge til 25-50 projekter, inden ansøgningsfristen udløber 11. august. 

- Vi kan forholdsvist hurtigt udarbejde ansøgningsmaterialet, så det er inde rettidigt, og vi hører gerne fra flere, der er interesserede i at etablere et minivådområde, lyder det fra Sagro.

Rådgivningen fra oplandskonsulenten er gratis.

Som noget nyt i år kan man efter etablering af minivådområdet få en uvildig landinspektør til at kontrollere målene, så der er garanti for, at alle kravene er overholdt, inden Landbrugsstyrelsen kontrollerer minivådområdet.

På landsplan blev der i 2019 søgt om 338 minivådområder.

mip

Minivådområde

  • Et minivådområde er en sø. der renser drænvand for kvælstof og fosfor

  • Myndighederne vil reducere udledning af kvælstof med omkring 2.400 tons gennem helt frivillige etableringer af minivådområder, vådområder eller skov 

  •  Lodsejerne kan få dækket samtlige udgifter til etablering

  •  Anlæggene søges placeret i hjørner af markerne eller ved udnyttelse af arealer med mindst værdi

  •  Halvdelen af tilskuddet udbetales inden start af gravearbejde

Ved at anlægge minivådområder opnås:

  •  Et nyt naturområde, hvor der er betalt for gravearbejde, ansøgninger, m.m., samt kompensation for jorden (Minivådområdet bliver ikke til §3-natur)

  •  Et spændende område til jagt eller rekreativt formål

  •  Fortsat mulighed for at søge grundbetaling på arealet

  •  Bidrag til den kollektive indsats for at reducere kvælstofudledningen

  •  At landbruget sender et vigtigt politisk signal ved at deltage i anlæggelsen af minivådområder