Det bliver svært for landbruget i fremtiden. Både på grund af mere ekstremt vejr, men også på grund af krav fra EU og forbrugerne. Men hvis man spørger Seges' miljøchef Hans Roust Thysen, får landbruget svært ved følge med. 

Andelen af vedvarende energiproduktion og  energieffektiviteten skal op, mens drivhusgasudledningen skal ned i de kommende år. Derfor har EU blandt andet sat mål for udledningen af drivhusgasser, som det danske landbrug ifølge DCA står for 20 procent af i Danmark.
Men med de teknologier, der findes lige nu, får landbruget svært ved at leve op til kravene.

- Jeg synes, at det er svært at se så mange år frem. Men lige nu kan vi ikke nå de mål med de teknologier, vi kender til. Det er også derfor, at vi er nødt til at fokusere på forskningen. Udviklingen bliver drevet af, at det er et konkurrenceparameter for vores produkter, at de er klimavenlige, og hvis vi her i Danmark er foran på teknologien, så kan der være en eksportværdi, siger Hans Roust Thysen, der er miljøchef i Seges, til Sjællandske.

-Jeg tror på sigt, at kravene fra supermarkeder rundt omkring i verden, er dem, der bliver den afgørende faktor for landbruget. Vi har hentet de lavthængende frugter, de kommende tiltag bliver sværere at finde.

Efter 2030 er det EU's krav, at udledningen af drivhusgasser skal reduceres med 4,6 procent om året.