BL-formand: Hvad er statsministeren bange for?

Hvis Mette Frederiksen ikke mener, at der er grundlag for en rigsretssag, bør hun netop gå med til en uafhængig advokatundersøgelse af rapporten fra Minkkommissionen, mener formanden for Bæredygtigt Landbrug.

Mette Frederiksen burde have en interesse i at få uafhængige advokater til at undersøge, om der er basis for en rigsretssag mod hende ovenpå minksagen. Det mener formand for Bæredygtigt Landbrug, Peter Kiær.

I rapporten, der landede torsdag, skriver Minkkommissionen, at Mette Frederiksens ulovlige ordrer om at aflive alle mink i Danmark »objektivt set var groft vildledende«. Og derfor burde statsministeren være interesseret i at få afklaret sagen, mener BL-formanden.

- Det må nu også være i det røde folketingsflertals og statsministerens egen interesse at få en advokatundersøgelse til at vurdere en mulig rigsretssag. Og hvad er Mette Frederiksen bange for, spørger Peter Kiær retorisk og fortsætter:

- Hvis hun virkelig mener, at hun vil blive renset ved den særlige domstol, bør hun da vise sig som en statsmand og gå ind i det med åben pande. Statsministeren har jo tidligere proklameret, at hende kan man stole på, og at hun ikke dækker over noget, siger han.

Problematisk

Bæredygtigt Landbrug finder det problematisk og bekymrende, at både handlinger og retorik fra såvel regeringsmedlemmer som embedsfolk entydigt lader hånt om minkerhvervets rettigheder – og at ulovlighederne i form af masseaflivninger vel at mærke fik lov til at fortsætte, selv da alle var klar over den manglende lovhjemmel.

- Mette Frederiksen har ovenikøbet udtalt, at hun ville gøre det igen. Dét er foragt for lovgivning og folkestyre samt for dygtige minkavlere, som måtte se deres livsværk gå til grunde på lovstridig vis, lyder det fra Peter Kiær.

- Man må forlange af magthaverne, at de går til det politiske arbejde med respekt for vores styreform og med ydmyghed i forhold til demokratiet. Det er rent anarki, hvis toppolitikere selv kan bestemme, om de gider sætte sig ind i lovgivningen, mens eksempelvis landmænd straffes hårdt for ubetydelige bagateller. 

- For godt nok tegner også minksagen et billede af et politiserende embedsværk, der kører sit eget løb, men vi kan absolut ikke leve med svage politikere, som fralægger sig byrden for det, de åbenlyst har ansvaret for, tilføjer formanden for Bæredygtigt Landbrug.

Læs også