Det går godt med genstarten af minkavl i Danmark, og der er udsigt til, at der snart kommer flere avlere i gang fortæller formanden for Danske Mink, Louise Simonsen.
Knapt 30 uger.
Så lang tid er der gået, siden de første mink kom tilbage til Danmark, da forbuddet mod at opdrætte mink i landet blev ophævet.
Der har været sagt og skrevet meget om genopstarten, og om sandsynligheden for at få opbygget en bæredygtig minkavlerbranche i Danmark, men hvis man spørger hos formand for avlerforeningen Danske Mink, Louise Simonsen, så lever branchen og er i god gænge.
Også selvom de avlere, der har kastet sig ud i minkavl igen, har stået overfor nye problemstillinger.
- Jeg synes faktisk, det går rigtig godt, taget i betragtning af, at det er første gang, vi som dansk minkerhverv har skullet tage dyr ind fra udlandet. Det har jo altid været os, der har solgt til udlandet, siger hun.
Verdens bedste avlere
Louise Simonsen roser avlerne, der har været med til at genstarte minkavlen i Danmark.
- Jeg synes faktisk, det går rigtig godt, taget i betragtning af, at det er første gang, vi som dansk minkerhverv har skullet tage dyr ind fra udlandet. Det har jo altid været os, der har solgt til udlandet.
Louise Simonsen
- Det har jo været en proces, som vi aldrig nogensinde har prøvet, men der synes jeg virkelig, at det har holdt vand og båret frugt, siger Louise Simonsen og fortsætter:
- For det kan godt være, at vi havde verdens bedste mink, men vi har godt nok også verdens bedste minkavlere, for det har de håndteret så flot.
En del af udfordringerne bunder i, at der er indkøbt avlsdyr flere forskellige steder fra.
- Når man får dyrene ind, er der en forskel i paringssæsoner, også i forhold til lys. Og på den ene minkfarm har vi både fået dyr ind fra Spanien og fra Norge, og det har givet en stor forskel i, hvornår de var paringsparate, fortæller Louise Simonsen.
- Der har vi lige skullet spore os ind på, hvordan vi gjorde det bedst. Men det er simpelthen gået rigtig godt, og vi har fået nogle gode hvalperesultater, siger minkavlerformanden.
Opstartsmøde for nye avlere
Lige nu er minkavlen i Danmark koncentreret i Nordjylland. Der bliver avlet mink tre steder – i Thyholm og på Mors samt ved Brovst.
Men der er stor sandsynlighed for, at flere kommer i gang med minkavl i løbet af de kommende måneder.
- Der er egentlig stor sandsynlighed for, at der kommer flere mink og minkavlere i Danmark. Jeg har to stykker, som er i gang med at købe ind, og i den forbindelse er jeg ved at finde farme til dem, siger Louise Simonsen.
I den forbindelse bliver der samtidig gjort en indsats fra Danske Mink for at kunne hjælpe flere i gang.
- Den 29. september afholder vi opstartsmøde for nye avlere. Det er også et møde, hvor de forskellige styrelser er inviteret til at komme og hjælpe med at kunne udfylde ansøgninger, blandt andet i forhold til at kunne få De minimis-støtte fra EU til en form for genstart, lyder det fra Louise Simonsen om mødet, der afholdes i Ribe.
EU-støtten kan gives til alle, der har haft noget med minkavl at gøre, inden erhvervet blev lukket ned, eller har været på landbrugsskole og har gået på minklinjen. Støtten er på 20.000 euro, hvilket svarer til knap 150.000 kroner.