Hæder på Hofmansgave
Stiftelsens gartner og oldfrue Hanne Lauesen og skovarbejder og landbrugsmedhjælper Finn Hansen hædret med sølvmedalje for henholdsvis 25 og 40 års ansættelse.

På trappen til hovedbygningen hos Stiftelsen Hofmansgave ses i midten dagens to jubilarer, Hanne Lauesen og Finn Hansen. Til venstre Frederik Lüttichau, repræsentant fra Det Kgl. danske Landhusholdningsselskab, bagest inspektør på Hofmansgave, Dennis Stentebjerg Hansen, og til højre stiftelsens formand, Klavs von Lowzow. Privatfoto
Det er ikke hver dag, virksomheder kan fejre medarbejderes 25 år og slet ikke 40 års ansættelse.
Det skete forleden hos Stiftelsen Hofmansgave ved Otterup, hvor Hanne Lauesen gennem 25 år nu har stået for pasningen af hovedbygningen og haven, og at Finn Hansen i 40 år har været ansat som skovarbejder og landbrugsmedhjælper.
- Det er et bevis på enorm stabilitet både i forhold til medarbejderen og virksomheden. Det er lige netop det, der betegner jer begge to. I er enormt stabile og dedikeret til jeres arbejde og har begge været med til at præge udviklingen i stiftelsen, påpegede inspektør Dennis Stentebjerg Hansen ved sammenkomsten, hvor begge medarbejdere fik overrakt sølvmedalje fra Det Kgl. danske Landhusholdningsselskab i anledning af hver deres jubilæum.
Blæksprutte
Gartner og oldfrue Hanne Lauesen, der fik tildelt sølvmedaljen »For lang og tro tjeneste«, blev fremhævet for at passe den fredede hovedbygning og have, som det var hendes eget.
- Du er Hofmansgaves blæksprutte, som løser mange forskelligartede opgaver – altid med et smil på læben og en løsningorienteret indgangsvinkel. Og til en hver tid hjælpsom overfor alle kollegaer på Hofmansgave. Samtidig er du er et vigtigt bindeled mellem bestyrelse/ledelse og medarbejdere, blev det fremhævet ved medaljeoverrækkelsen.
Kulturbærer
Om Finn Hansen, der blev hædret for sine ikke mindre end 40 år på Stiftelsen Hofmansgave, lød det, at han også er en ekstremt pligtopfyldende medarbejder, dog med sine egne holdninger.
- Du passer altid dit arbejde med præcision og engagement. Du er en drømmemedarbejder, men som tit sparker lidt til mig, når jeg ikke lige kigger over i skoven til dig. Men jeg kan godt glemme dig lidt, fordi jeg ved, du passer dit arbejde, sagde inspektør Dennis Stentebjerg Hansen i forbindelse skovarbejderen fik overrakt sølvmedaljen »Den Fortiente Ære«.
Finn Hansen blev også fremhævet som en vigtig kulturbærer på Hofmansgave, der binder de gamle dyder i landbrugserhvervet sammen med nutidens landbrug.
- Du har en særlig kærlighed til skoven, især egetræerne og juletræerne. Du nyder arbejdet omkring skoven og arbejdet med motorsaven. I alle 40 år har du ydet en ekstraordinær indsats, som har været med til at præge udviklingen på Hofmansgave. Det er medarbejdere som dig, som gør, at virksomheder lykkes med deres drift, påpegede inspektøren i sin tale ved jubilæumssammenkomsten.