Snart 100 ulve i Danmark: Nu skal forskere undersøge, hvornår man kan jage dem

Miljøstyrelsen har bedt Aarhus Universitet om at vurdere kriterierne for, hvornår ulven har opnået gunstig bevaringsstatus i Danmark. Det kan danne grundlag for regulering af bestanden i fremtiden.

De nye ulvetoner fra EU har fået Miljøstyrelsen til at bede forskere om at undersøge, hvor mange ulve der skal være i Danmark, inden rovdyret må jages. Arkivfoto: Colourbox

Hvor mange ulve skal der være i Danmark, før man med nye beskyttelsesregler fra EU kan begynde at regulere bestanden herhjemme? Det har Miljøstyrelsen bedt Aarhus Unversitet om at undersøge, skriver Altinget.

Indtil videre har danske forskere sat i alt 100 ulve som grænsen for, hvornår ulvebestanden i Danmark kunne være levedygtig. Og det tal nærmer bestanden sig, lyder det fra professor Peter Sunde, der arbejder med at monitorere bestanden i Danmark.

- Vi rammer måske de 100 ulve i løbet 2025 eller 2026, og det har vi hidtil anset for at være grænsen for, at en isoleret bestand er demografisk levedygtig. Jeg bliver en stund endnu svar skyldig på, om dette tal også er tilstrækkeligt til, at arten kan anses for at have gunstig bevaringsstatus i Danmark, men uanset hvad, så er for eksempel 100 ulve jo flere end i dag, siger professoren fra Aarhus Universitet til Altinget.dk.

Sagen er blevet aktuel, efter de 27 EU-lande, med undtagelse af Spanien og Irland, i sidste måned blev enige om at arbejde for, at ulven går fra at være »strengt beskyttet« til at være »beskyttet« i EU-sammenhæng.

En af dem, der har kæmpet hårdest for at få mulighed for at skyde ulve i Danmark, MEP Asger Christensen (V), ser frem til den dag, det bliver nemmere at regulere ulve herhjemme.

- Næste skridt bliver at realisere beslutningen i en konkret ændring af Bern-konventionen. Men opbakningen fra EU’s medlemslande er et afgørende skridt i den rigtige retning mod en mere nutidig og fornuftig håndtering af ulven. Det vigtigste for mig er, at vi herhjemme i Danmark får mulighed for at regulere ulven nu. Hellere i går end i dag, skrev han i et debatindlæg i Effektivt Landbrug fredag.

Når Bernkonventionen er blevet ændret, vil der følge en ændring af EU's habitatsdirektiv, der vil tillade de enkelte lande at tillade jagt på ulve.

Læs også