Flere kvinder tager på jagt og svinger fiskestangen

Flere kvinder tager på fisketur eller på jagt, der begge er hobbyer, som tidligere har været og overordnet stadig er domineret af mænd. Outdoorbølgen og grupper for kvindelige fiskere på sociale medier har været med til at skubbe tendensen.

De seneste ti år har antallet af årslicenser til fiskeri udstedt til kvinder bevæget sig fra små 3500 i 2013, og det tal var sidste år oppe på 10.500 årslicenser. Dertil kommer dagslicenser og fritidsfiskerlicenser. Dog er der ikke krav om at oplyse køn ved køb af årslicenser, hvorfor der kan være en vis statistisk usikkerhed. I samme periode er mængden af kvinder med jagttegn vokset med knap 2000.

Det oplyser Friluftsland i en pressemeddelelse.

Halvdelen i outdoor er kvinder

At kvinderne fylder mere inden for friluftslivet, er en tendens, man genkender hos Friluftsland, der forhandler outdoor-udstyr og beklædning. Her var det for ti år siden primært en forretning, der blev besøgt af mænd, men det har ændret sig anno 2024.

- Tidligere var størstedelen af vores kunder mænd, hvor vi i dag har en ligelig fordeling. Outdoor er overordnet gået fra at være noget for de få til i dag at være for alle. Danskerne er generelt blevet mere bevidste om, hvad naturoplevelser kan give os, og her er jagt og fiskeri jo blot nogle af de oplevelser, som kvinderne også har fået øjnene op for, lyder det fra Claus Østergaard, der er marketingchef for Friluftsland.

Læs også